Da jeg knæle vilde ved den Lilles Fod,
Strax den side Kjole ned hun falde lod,
Og naar hendes Læbe sig fortrak til Smil,
Holdt hun Haand for Munden, drejed sig med Il.
Hvad jeg end har talt, hun ej et Muk forstod,
Men til sin Veninde snakked stik imod.
Fortsæt, søde Lille, dit Surmuleri,
For det klæ’er Dig, Du! — Jeg finder mig deri.