»Af hin Rede højt paa Bjergets Tinder
Er der i Behold nu kun to Kvinder,
Høje Pascha, ellers intet Spor!
Du ved Teltet her dem begge finder,
Ventende i Lænker paa dit Ord.
Og den Ene dejlig er at skue, —
Lig Narcissens Bæger Læbens Bue
Gløder i et Aasyn, hvidt som Sne, —
Men den Anden grim, saa man maa grue,
Fæl som Iblis’ mørke Flod at se!«
Talt har Kislar Aga; nu han drager
Paa sin Herres Tegn, mens denne tager
Plads paa Divan, Teltets Forhæng op.
Lænker klirre; — studsende ransager
Paschaen den fagre Rosenknop.
»Til mit Harem, Du! — Græd ej, min Dukke!
Dronning skal Du nævnes blandt de Smukke.
Men det Fugleskræmsel dér til Bod
For de Hundes Brøde dybt skal sukke,
Sone vore dræbte Brødres Blod.
Bind den lede Kvinde til en Stamme!
Hundredfold skal Svøben hende ramme,
Hendes Bagdel skal I pidske varm!
Brænd Halvmaanemærket med det samme
Ind i hendes visne Knokkelarm!«
Som han bød, det skete. Nattens Taager
Sænked sig; i Lejren Ingen vaager,
Ingen seer en Flugt ad lønlig Sti!
»Pascha! I mit Hjerte Blodet koger,
Og min ene Haand jeg nu har fri!
Har jeg blot een Haand, jeg vel kan række
Mad til Barnet, Vaaben til min kjække
Mand, som snart i Kamp mod Dig skal gaa;
Men for sultne Fugle kan Du lægge
Armen her med Maanemærket paa!«
»Herre! Hexen har dog overlevet
Vore Pidskeslag og er nu blevet
Bortført! — Skulde Nogen tro det sandt?
Armen kun med Maanens Tegn beskrevet
Og en Blodpøl, vi ved Træet fandt!«