Atter faldt Onkel Claudius i Søvn
Midt under Gjæstebudet; rundt i Haaret
Var drysset Daddelkjærner, Figenstilke,
Og over Maven Hænderne laa foldet.
Kejseren løfted sine Øjenbryn
Og skeled bydende omkring i Salen,
Krævende Stilhed med de skjæve Øjne.
I samme Nu forstummed Luth og Cymbel,
Som hvide Skygger sneg de græske Piger
Sig ud af Salen under dæmpet Fnisen,
Kun Parasiter i Tricliniet
Slubred forsigtig Vin af blanke Bægre.
Caligula gav Tegnet med et Nik
Og smilte skummelt, saa den brede Hage
Dirred som Skum, der af et Vindstød kruses.
En Slave iled hid med Kvindetøfler,
Stak dem paa Claudius’s fede Hænder,
Og strax en anden Slave lod med Forsæt
Et Fad paa Gulvet dumpe, saa det klirred.
Da vaagned Claudius, gned sig i Øjet
Med Tøflerne og kradsed sig paa Kinden.
Homerisk Latter hilste denne Scene,
Som daglig var Dessert og krydred Maden
Ved Gjæstebudet hos Caligula.
I Snavs, i Usselhed, i Nød var Verden
Sunket forlængst, mens Lasten ene hersked,
Jernhaard og gridsk, og med sin Klo den raged
Alt Guld til sig; thi Alt var nu tilfals!
Mirakel var i Rom en Piges Kydskhed,
Og mandig Kraft — den saae man aldrig mere!
Kejseren rejste sig. En Slave smed sig
I Støvet strax og læsped ved hans Fod:
»I hvilken Klædning ønsker Verdens Herre
Idag sit Gudelegeme at hylle?
Vil han som Dionysos gjennem Staden
I Spidsen for bacchantisk Hvirvel jage
Med Tigerskindet slynget omkring Hoften?
Vil han i Musling kjøre lig Poseidon,
Lig Havets Gud, der højt sin Trefork svinger?
Vil han i nøgen Skjønhed som Apollo
Fortrylle Verden, eller slaa med Rædsel
Hvert Folkeslag i Alexanders Rustning?«
Kejserens Mund fortrak sig til et Grin,
Drukken han vakled, holdt med Nød og næppe
Paa sine tynde Ben i Ligevægt
Den svære Krop. Og med et Spark han vælted
Eunuchen brat omkuld, saa Marmorgulvet
Farvedes rødt af Blod fra Slavens Nakke.
»Til Tartaros med alt det dumme Kram
Af asiatiske og græske Guder!
Jeg selv er Gud — Skidt med de Andres Masker!
Jeg spiller ikke mer olympisk Fjols!
Jeg blæser ad de Guder! Har jeg ikke,
Klædt som Endymion, Selene ventet
Forrige Nat; men troer I vel, hun kom?
Og jeg har hvisket Jupiter i Øret
Spørgsmaal paa Spørgsmaal — Han var kun en Sten,
Stum som en Sten, urokkelig som Stenen!
Væk da med ham og med den hele Bande!
Jeg vil til Villaen i Lamia, —
I Klædning som Satrap fra Asien
Jeg drager gjennem Byen, — jeg vil straale
Som Solen selv og dufte sødt af Ambra!«
Ravende sank han atter ned paa Hyndet,
Og mens han tømte Bæger efter Bæger,
Og inden Slaven bragte Purpurdragten,
Han plukked Roserne, som kransed Bægret,
I Stykker, og han skreg i Raseri:
»Roser! — Byder I Eders Herre Roser?
Hvad skal jeg med de simple Hverdagsblomster?
De stinke jo af Lig! I hvilken Vædske
Har I de blege Blomsterblade dyppet?
De er forgiftede — og jeg vil stoppe
Jer Kværken fuld af Roser, til I kvæles!
Den, som herefter vover paa at pynte
Pokalen her med Roser, han skal dræbes
Med Roser!« — —
For hans Fødder knæled Slaven
Og smykked ham med gylden Ring og Bælte,
Svøbte ham i den tunge Purpurkaabe,
Fæsted en Hyacinthkrans paa hans Hoved
Og rakte ham den gyldne Stav, der funkled
Af Ædelstene — kladsked stærkt i Haanden,
Og fra Paladset brød saa Toget op.
Gjennem den evige Stad de skred: — Eunucher,
Spaamænd, Luthspillere og Senatorer,
Krigsøverster, Paladsdrabanter, Piger,
Tilsidst i Flok Barbarerne fra Cirkus.
I Togets Midte hviled paa en Baare
Kejseren i Satrapens rige Dragt;
Paafuglevifter svalede hans Pande,
Og rundtom alle Folk ærbødig knæled,
Saasnart de saae det velbekjendte Tog —
Sært kun, at ej de Panden slog i Støvet!
Blaseret skjænked Kejseren dem aldrig
Saa meget som et Blik, kun Claudius,
Der som en Hofnar traved ved hans Side,
Grinende smed i Grams de Ferskenkjærner
Og Figenstilke, som han fandt i Haaret —
Hofnar idag, imorgen grum Tyran!
Muse, til tragiske Kothurner vænnet,
Fordrej din Mund til Haan, grib haardt i Strengen,
Lad Stormakkorden klinge ud i Latter,
Som skingrer hult — en slig Komedies Handling
Tidt Farcens muntre Maske tager paa;
Men fra dens dybe Øjenhuler stirrer
Nemesis, og hun truer med sin Svøbe!
Villaens Atrium var ødselt smykket
Med Buster af korinthisk, snehvidt Marmor,
Med gyldne Arabesker, Billedstøtter,
Og bag dem Væggens pompejanske Fresker,
Hvor mangen Satyr krysted paa sit Skjød
Tæt og med brunstigt Grin de nøgne Nympher,
Hvor, over Helios med vinget Forspand,
Hora’erne i lette Danse svæved.
I denne Forhal vented just med Angst
En Skare Oldinge af strenge Miner.
Den Pomp og Pragt omkring dem var dem fremmed,
Og Afsky vakte hos dem disse Støtter,
Statuer, Billeder; — de var tilvisse
En anden Guds Bekjendere i Troen!
Kunsten, som alle Sanser yppigt pirred
Her, hvor de stod, var Synd i deres Øjne.
Mørk Alvor hviled over deres Aasyn,
Prophetisk Ild og Glød i Blikket lued!
Simpelt og graat var deres Klædebon,
Befæstet under Brystet ved et Bælte
Af Læder, — Sølvskjæg bølged ned til Foden,
Som bar Sandal, og nu i Atriet
De vented, og de skjælved i Forventning.
Cymblers og Fløjters Klang lød nær, — ind traadte
Kejseren, og de Gamle maatte knæle,
Dække med Haanden deres Aasyns Rynker,
Modstræbende; thi inderst inde kæmped
Hos dem Foragten med den Frygt, de følte.
Der hersked Stilhed! Og Caligula
Maalte de Knælende med mørke Blikke.
»Hvem er de, og hvad vil de? Hvorfor stiller
Det Rak sig paa min Vej? Hej, Chæreas,
Jag strax med Hug og Slag de Folk paa Porten!«
»Jøder fra Alexandria med Bønskrift!«
»Ih, er det Jøder! Hvordan siger ikke
Horats i sin Satire? Ja, paa Lugten
Jeg burde kjende dem. Ræk mig de Roser,
At jeg fordrive kan den Stank af Hvidløg!«
Og i en Piges Skjød af Rosendyngen,
Hun bar, han greb en Haandfuld friske Roser
Og pressed tæt mod Blomsterne sit Ansigt.
Han glemte ganske, at han Rosens Duft
Nys havde lastet, at han fandt den simpel!
»Hvad vil den Pøbel?« bag sit Rosenskjul
Han snerred, »Tys! Nu mindes jeg det Hele.
Nette Historier om Jer jeg hørte
I Breve fra Petronius — I nægted
At anerkjende mig som Eders Gud.
Kom I nu til Fornuft? Vil I nu give
Min Billedstøtte Plads i Synagogen
Ved Pagtens Ark? Har da omsider Jahve,
Den skrækkelige Gud, I dyrke, fattet,
At jeg hans Broder er, hans gode Nabo?«
Ved denne Gudsbespottelse tilhylled
Jøderne atter deres mørke Aasyn.
Han lod dem blive liggende paa Knæ
Og vendte brat sig om til sine Fæller.
Raa lød hans Latter. »Se den gamle Satyr!
Ligner han ikke Onkel Claudius
Baade paa Bug og Ben? — Flink var den Kunstner,
Der maled ham. — Naa, hvorfor leer I ikke,
Da det behager Eders Gud at le?«
Han stamped vredt, og alle Hoffolk grinte.
Men Jøderne stod op, og en iblandt dem,
En værdig Olding, som bar Navnet Philon,
En Ørn, hvis Tanker fløj højt op mod Sandheds
Og Visdoms klare Sol, nu mod ham traadte
Og talte med en blød, bevæget Stemme:
»Der flyder Blod i Strømme i vor By,
Skyer af Røg har trukket Slør for Solen;
Thi rundt paa Torvene, i alle Gader
Maa Israels Folk paa Baalet Døden lide
I Pøbelsværmes Kløer — Hvo, der vil,
Ustraffet trænger ind i vore Huse,
Drevet af Tørsten efter Blod og Guld,
Og myrder, skjænder, plyndrer efter Ønske!«
»Se, Priscus! Er paa Freskomaleriet
Den Bacchantindes venstre Bryst for lille,
Eller mon jeg seer fejl? — Det er i Sandhed
Besynderligt ....«
Alvorlig vedblev Philon:
»Al denne Jammer har sit Udspring fra
Din Ordre til ved Pagtens Ark at stille
Dit Billed. — Aldrig kan vi efterkomme
Et saadant Bud! Paa vore Hovedhaar
Vi strøede Aske, hylled os i Pjalter, —
Ydmygt vi vandred til Petronius
Og bad ham naadigst for din høje Throne
Vor Sag at forebringe, Herre, — trygled
Om Skaansel for en saadan navnløs Rædsel.
Jeg talte til ham, som til Dig jeg taler.«
»De Vinduer mishage mig. For lave
De tykkes mig. — Hist passe Søjler bedre,
Og her er altfor meget Guld — derhenne
For lidt Kulør — Fy, hvor det Røde skriger!«
Men Philon vedblev: »Vil Du, vi skal skjænde
Vort hellige Tempel — Døden vil vi lide
Langt hellere, — Ja, det er Alles Villie!
Vi slutte sammen os, Mænd, Oldinge,
Vi dræbe Viv og Døttre, dræbe Sønner
Og bringe sidst vort eget Liv som Offer.
Monstro din Gudsbespottelse kan sones,
Kejser, for Herrens Throne ved vort Blod?«
»Hug om Cypressen hist! — Det Træ jeg hader.
Om Villaen skal plantes lutter Laurbær
Og Myrther — og sæt i Busket og Krat
I Tusindvis af Nattergalereder!
Det er min Villie, her skal være lifligt!«
Men Philon vedblev: »Det er Alles Villie,
At vi vil offre os, paa Offerstenen
Hele vort Folk vil sine Nakker lægge,
Før vi gaa med til at bespotte Gud!«
Da drejed Kejseren sig som et Lyn
Og spurgte haanlig: »Er det sandt, I Jøder,
At Svinekjød I afsky? Jeg vil vide
Hvorfor?«
Og Philon svared: »I vor Lov
Er dette paabudt og en hellig Vedtægt.
Ja, Mange blandt os tage det saa strengt,
Herre, at ogsaa Kjød af Kid de vrage.«
»Det gjør de ret i, det er smagløst Kjød!«
Gav Kejseren til Svar og lo og ændsed
Herefter Jødeskaren ej, men vandred
Videre gjennem alle Rum og Sale.
Snart fraaded han af Vrede, snart han spotted,
Som Lunet indgav. — Jøderne ham fulgte.
Bagefter ham de gik med Frygt i Sjælen
Og sænket Hoved; værre end hans Vrede
Fandt de Tyrannens Skjemt. — Haardnakket Philon
Sin Tale vedblev dog lig Klippebækken,
Der skummende fra Højden stejlt sig styrter;
Thi vil end sært forvredne, plumpe Blokke
Hindringer lægge paa dens Vej — forgjæves!
Om Ingen lytter til dens barske Brusen,
Dog lige højt og lydelig den larmer, —
Vil Fuglen med sit Skrig den overdøve,
Vil Jordskred vælte Grus og Sten i Lejet,
Sejrende dog dens Torden fremad ruller,
Fremad som Guds og Ødets evige Hymne!
»Forbarm dig, Herre! I vor Sjæl boer Sorgen,
Paa Læbens Tærskel ruger Suk og Klage,
Tungen vil klæbe til den tørre Gane,
Og Øjet brænder af saa hede Taarer.
Forladt og angst i Hjemmet Folket venter,
Prisgivet Pøbelhobens Lyst og Tykke.
Spædbarn tør ej ved Moderbrystet lædskes,
Før vi kan vende bønhørt hjem og bringe
Fra dine Læber Frelsens Ord til Alle.
Ophæv den Uret, som vi nu maa lide,
Voldsdaad af tøjlesløse Pøbelskarer,
Som grumt og gridsk vort Blod og Gods begjære!
Kejser, forbarm Dig dog! Og vi vil bede
Til Gud, at al din Daad med Held maa krones,
At Ry saa uforgjængeligt Du vinde,
Som fordum Salomo og David ejed.
Ja, for Dig, aldrig til Dig, vil vi bede!
Og lytter Du nu ej til vore Bønner,
Visselig Jahve rejser sig i Vrede;
Retfærdigheden, som i os blev krænket,
Af Støvet vil Han løfte til sin Throne.
Kald ikke Herrens Vrede mod dit Hoved!
I Spindelvæv den bindes, let det brister,
Naar Skjæbnen vil, og som en Møllesten
Hævnen vil knuse Dig i Herrens Time;
Thi tøver Dommen end, den kommer sikkert!«
Kejseren ændsed ikke denne Tale,
Saa lidt som, hvad der fulgte. Men i Døren
Chæreas pludselig var nær sin Hersker.
Da traadte denne haardt ham over Foden
Med haanlig Latter. Ej en Mine rørte,
End ej sit Øjenbryn et Gran bevæged
Prætorianeren. — I heftig Harme
Udbrød Caligula: »Klods! Kan Du hyle?
Hop idetmindste paa det ene Ben
Til Moro for mig! Og I andre Tosser,
Er I Stenstøtter kun? Vil strax I grine
Og kladske Bifald til ham!« Chæreas
Fortrak til Smil sin Læbe, mens han lystred.
Dybt i hans Øjne dog en Trusel flammed,
Nemesis stak sit Slangehoved frem. —
Da Jøderne omsider vilde vandre,
Prætorianeren med mørke Miner
Til Philon vendte sig og hvisked sagte:
»Bliv her i Rom! Imorgen faaer Du Svaret!
Vent rolig, Gamle, til fra mig Du hører!«
Og inden Philon kunde samle sig,
Var han og Kejserfølget alt forsvundet.
I Spidsen for Prætorianerskaren
Chæreas næste Dag med egne Hænder
Gav første Dødshug til Caligula.