Grev Breda fnyser. — Hvordan er det fat?
Skal Bønderne nu ej betale Skat?
Kan eller vil de ej den Afgift sende?
Tre Uger efter har hans Taalmod Ende.
Rundt paa hans Gods ved Middag Trommen gaaer,
Af Musketeren Alle kundgjort faaer:
»Greven Jer sender Bud, at I skal vide,
Med Bod og Bedring er det nu paa Tide!
Hvis ej I hænges vil til sidste Mand,
Udred hver Skat og Tiende paa Stand!« —
De Greven end en Uge Afgift nægte,
Da rykker frem en Skare Lanseknægte.
Vildt raser Jagten som en Hvirvelvind,
Først fanges alle unge Piger ind,
Dog kjønne Koner lades ej tilbage,
I Flok til Slottet Fangerne maa drage.
»Venter mon vore Kvinder Vold og Mord?«
Sit Skjæg med Latter Musketeren snoer:
»Til Afbigt nu Jer tugter Grevens Vrede;
Hør da, en Hob — Haarskjærere staa rede!
Med Sax og Kniv de Fyre i en Fart
Hver Kvindes Hoved rage ganske bart,
At ved de gyldne Lokkers tætte Fylde
Guldet erstattes, I til Herren skylde.«
Det skete. — Værge vilde dog sit Haar
En Pige, blid som Drøm og frisk som Vaar.
Da smidsker Greven, mens han Ordre giver:
»Til bedre Brug hun her paa Slottet bliver.
Sit Guldhaar skylder mig den Satans Tøs!
De Ragede, dem kan I slippe løs!« —
Og Natten kommer, Grevens Hjerte banker,
Al Edens Fryd han har i sine Tanker!
Saa skjøn en Bondepige — hvilket Held!
De gyldne Lokker bølge som et Væld,
Hver Skat og Afgift fra hans Bønders Agre
Betaler mer end tusindfold den Fagre. —
Solen staaer højt paa Himlen — aldrig før
Saa længe lukket var Grev Bredas Dør.
Ind i hans Kammer Tjenerskaren trænger —
Alkovens Forhæng helt i Laser hænger.
Fra Vindueskarmen flagrer noget hvidt,
Og Greven selv Skræk standser nu hvert Skridt!
Hans Hoved dingler over Sengekanten, —
Kvalt med en flettet, gylden Lok minsandten!