Hvor finder jeg et Fristed? Ve mig, ve mig!
Rundt om mig rødmer Mosset alt af Blod;
Se Løvet, hvor det pusler sært og rasler —
Det maner mig til Flugt! Dog ve mig, ve mig!
Bag Dyrehuden Hjertet voldsomt banker,
Og for hvert Skridt, jeg gjør, jeg filtrer ind
I Grenene min Pandes tunge Krone,
Hvis Takker mangen Hjort misundte mig!
Hør blot, hvor Jorden drøner i det Fjerne!
Nu farer frem Dianas vilde Jagt;
Hundene glamme, mine egne Hunde,
Og jeg maa skjælve for dem! Ve mig, ve mig!
Hvad har jeg dog forbrudt mod Dig, Diana?
Thi for min Elskov er den Straf for haard!
Sig, hvad har jeg forbrudt? Du veed, jeg vilde
Kun se din evige, din høje Skjønhed
I al sin nøgne Pragt, ej klinet til
Af Jagtens Støv og Sved, som naar Du iled
Saa tidt forbi min Hytte, mens i Solen
De spinkle Birketoppe sov til Middag,
Og, gyngende paa Flodens mørke Vand,
Aakanden lukkede sit hvide Øje
Af Heden mat.
Jeg vilde se Dig nøgen,
Ambrosiaduftende og slumrende
Paa Purpur i Olympens gyldne Sale,
Hvor Gratier dansede, og Muser sang.
Jeg saae Dig. Det min Sejer var! Nu bøder
Med Livet jeg. Det bliver din Triumph,
Grumme Gudinde! — Dog jeg døer med Fryd.
Jeg saae, hvad ingen Dødelig har skuet.
Med Bølgen gled jeg op om dine slanke,
Udødelige Lemmer, og i Tanken
Jeg slog min Arm om dine Marmorhofter.
Forvist min Pande, vaad af Jagtens Sved,
Fandt bedre Hvile ved din Barm, den runde,
End i det fløjelsbløde, grønne Mos!
Jeg saae — far hen, mit Liv!
Nær er nu Jagten!
Bag Løvet seer jeg Myndens Øjne gløde.
Jeg kan ej mer! Jeg segner! Hør mig, Vinde,
I, som saa ofte kølede min Pande,
Lyt til mit Budskab, bær det ud i Verden
Paa Eders stærke Vinger:
Hver, som flammer
Af Attraa efter Skjønhed, raader jeg,
Han vente fromt, til som en himmelsk Gave
Den af sig selv sig sænker i hans Skjød
I maanelyse Nætters blide Drømme,
Som naar den gyldne Solglans helder sig
Ved Middagstid mod Græsset for at kysse
Den skinnende Granatblomst!
Ve dog Hver,
Som frækt det Slør, der dølger den, tør løfte
Og prøver paa at vinde den med Vold!
Derfor i bittre Kvaler døer Aktæon,
Den kjække Jæger, — mens i Maaneskinnet
I hulde Elskovsdrømme svælger Knøsen
Endymion ........................