Bag Landsbyen ligger en bundløs Mose
I Ry som det røde Kjær,
Hvor Lygtemænd danse fra Tue til Tue,
Snart fjernt og snart lokkende nær.
Ved Udkanten halvvisne Træer i Række,
Som Benrade nøgne og graa,
Hvor aldrig en Sangfugl sig sætter til Hvile
Og kvidrer sin Tak mod det Blaa.
Forkrøblede Graner med skrigende Krager
Og ellers ej levende Liv,
Kun Stormen, som knækker de knagende Grene
Og tuder i Rør og i Siv.
En Brændehugger ved Kjæret har sovet
En eneste frygtelig Nat;
Da svor han, her kommer han aldrig mere,
Han saae jo, hvor galt det var fat!
Fuldmaanen lyste saa hvidt over Kjæret,
Paa Tuer, paa Siv og paa Vand,
Og hvid var en Kvinde, som flakked og flakked
I Angst om et Mosehuls Rand.
Langs Rørene iled hun frem og tilbage
Og vred sine Hænder og græd:
»Mit Barn, ak, hvor er Du? Din Moder Dig kalder!
Jeg kjender ej blivende Sted!«
I hvinende Vindstød jog Storm over Kjæret,
Og Skikkelsen klaged i Nød
Og rev i de gyldne, vildt flagrende Lokker, —
Lig Blod skinned Mosen saa rød.
»Nu slumrer Du, Barn, i det bundløse Mudder, —
Ak, pines Du? Lider Du Men?
Og dybere, dybere, dybere synker
Du ned med den tyngende Sten.
Dig bringer ej Bøn eller Graad mig tilbage —
Vorherre, Du straffer mig haardt!«
I Grene det knager, i Sivene hvisler,
Og Lygtemænd hvirvle sig bort.
Men Stormen bortvejrer den bævende Klage,
Som Dagen begynder at gry,
De natlige Skygger og Taager opløses,
Og Synet for Solen maa fly.
Dog rundt om det Mosehul Jorden er stampet
Saa fast som et Lergulv af Dans,
Og Aar efter Aar kan en Vandringsmand møde
Paa Kjæret hint Syn ved Sankt Hans.