Sankt Hans Aften var det. For Toman Søst’ren stod
Og fritted ham saa bønlig med synkende Mod:
»Du Hesten fint har pyntet og striglet den saa glat,
Hvorhen skal Du dog ride i den rugende Nat?«
»Til Skovriderhuset — jeg maa, jeg maa derned!
En Længsel har mig grebet efter hende, Du veed.
Min bedste Skjorte, Søster, og Trøje Du mig fly;
Jeg vender sikkert hjem før det første Morgengry.«
Paa Hesten bort han sprænger, saa Hoven Gnister slaaer;
Men endnu fra hans Søster den bange Bøn ham naaer:
»Sky Egeskoven, Toman, og rid om Bjerget rundt!
Paa Markens aabne Veje møder Dig intet Ondt.«
Og Toman red om Bjerget ad Markvejens Grus,
Til han saae Lyset skinne fra Skovrid’rens Hus.
Rødt Skjær fra alle Ruder over Grønningen faldt,
Og Larm af glade Gjæster han hørte overalt.
Fra Hesten stirrer, Toman igjennem Vindvet ind,
Da stinger det i Hjertet, da blegner brat hans Kind: —
Af hende, som han elsked, en anden Bejler fik
Derinde nu de kjærligste, de hedeste Blik.
Og hendes Fader nikker dertil med Velbehag,
Og hendes Moder gjør sig iaften al Umag, —
Den bedste Mad er hentet fra Fadeburets Gjem,
Og fyldte Krus og Flasker bestandig sættes frem.
Men Ingen hørte Toman og hans vrinskende Hest,
Hans halvkvalte Hulken ej ændsed nogen Gjæst;
Kun bæved brat og rødmed mer dybt den unge Brud
Og bad med sagte Hvisken sin Søster gaa derud.
Rapt af den yngre Søster faaer Rytteren Besked:
»Du hende, Toman, mister nu for al Evighed!
Tidt kom Du — dog en Bedre brød Rosen i vor Hæk;
Pluk Du Dig andre Blomster, for her er Du kun Gjæk!«
Da slynged Toman Hesten vildt i et Ryk omkring,
Lod Dyret fare fremad i susende Spring,
Af Harme skar han Tænder, hugged Hesten med Hæl,
Og der var Mørke rundtom — og Mørke i hans Sjæl.
Og det var Midnatstide, bag Skyer Maanen svandt,
Knap Toman under Ridtet nu Vej for Hesten fandt;
Snart stormende, snart langsomt han flakked hist og her,
Den skumle Egeskov kom han mer og mere nær.
»I Natten blinke Stjerner — skal som Stjernerne brat
Min Ungdoms lyse Dage sluges af sortest Nat?«
Han rider ind i Skoven, langt ind i Skovens Dyb —
Det rasler i Løvet, det hvisler i Græs af Kryb.
Og over Skovens Toppe bruser den kolde Blæst,
Et Ugleskrig dybt nede nu skræmmer Tomans Hest,
Saa Dyret spidser Øren med vilde Øjeblink
Og pruster og stejler paa Randen af en Brink.
Hej, hop — igjennem Krattet en Hjort sig baner Vej;
Hvor hurtig Toman rider, han Hjorten undgaaer ej —
Tre Gange rundt omkring ham den danser let som Vind,
I sin Tryllering slutter den Hest og Rytter ind.
Den bærer Skovens Fe’ i opkiltet Klædebon
Med sort, udslagent Haar og en Vidie i Haand;
Men fæstede som smykkende Baand om Feens Hat
Sankt Hans Orme lyse ud i den mørke Nat.
Paa Siden af hans Ganger tæt følge Hjort og Fe,
En glidende Svæven for Tomans Blik at se:
»Du vakkre Knøs! Glem hende, Du hidtil havde kjær!
For bristet Haab nu tusindfold Løn Dig venter her.
Lad Vinden tørre Taaren og bære Klagen bort!«
Blidt hvisker Feen til ham fra Ryggen af sin Hjort,
Og Toman sænker Øjet i Feens Flammeblik
Og svimler som i Rus af saa sød og stærk en Drik.
Og Rusen bringer Glemsel for hans nys udstandne Kval,
Og over Mos gaaer Ridtet ned i den dybe Dal;
Paa Siden af hans Ganger er stadig Hjort og Fe,
En glidende Svæven for Tomans Blik at se.
»Du vakkre Knøs! Følg Feen i grønne Skov paa Jagt!
Al Fryd og Lyst jeg skjænker Dig i vor Elskovspagt!
Bliv min, bliv min for evig! Syng Skovfeens Lov,
Du vakkre Knøs, og følg mig paa Jagt i grønne Skov!«
Det nynner Feen sagte og griber Tomans Haand,
Og som i Glød forvirres hans Sanser, hans Aand.
Alt Blodet gjennemsittres af den sødeste Lyst,
Mens Feen til ham hvisker saa blidt, saa blødt, saa tyst.
Og vildere gaaer Ridtet ad den mosklædte Sti,
Saa Flod og Klipper fare som Skyggerids forbi,
Og tættere sig smyger til Toman Feen ind
Med Armen om hans Nakke, sin Kind imod hans Kind.
»Nu er Du min, Du Kjære! Nu skal hos mig Du bo
Og være mig for evig ret lydig og tro,
Mod Dagslys aldrig længes, længes ej bort fra mig!
Mit Hjem dit Hjem skal blive, jeg Alt — ja, Alt for Dig!«
Hun Rytteren kysser og knuger til sin Barm,
Da slipper Toman Tøjlen, segner i hendes Arm,
Glider fra Hest og Saddel og synker dybt i Jord,
Dybt ned i Bjergets Grotter, hvor Skovfeen boer.
Højt Solen staaer paa Himlen, da Hesten Hjemmet naaer
Og uden Rytter vrinsker og stamper i Gaard.
Skræmt kiger Tomans Søster igjennem Vindvet ud,
Af Angst og Sorg hun blegner og beder til Gud.
Hun vrider sine Hænder og knæler i Graad,
De bittreste Taarer gjør hendes Kind saa vaad:
»Min Broder! Kjær’ Broder, jeg aldrig mer skal se!
Hvi styrted Du Dig selv i slig Vaande og Ve?«