Muezzinen tav, og Mørket kom,
Svøbte sig umærkelig om Staden;
Tyst blev Alt, blot Hundene paa Gaden
End i Flokke listed sky sig om.
Kun fra Stjerner drypped Lysets Kilde
Sittrende, i spredte Guldstænk, ned,
Stille, stille
Slumred Stambul nu i Nattens Fred.
Tryg var Søvnen ej; den gamle By
Drømte om de store, grumme Minder,
Aander lig de steg blandt mørke Tinder,
Svæved blege frem og svandt paany:
Konstantin, som Purpurkaaben pryder,
Muhamed i Spidsen for sin Hær —
Blodet flyder,
Janitscharer svinge Spyd og Sværd.
Og det lød, som om hvert Hus, hver Sten
Under Søvnen drog med Nød sin Aande,
Lød, som om de klaged sig i Vaande,
Som de græd for tusind Offres Ben:
Herre, frels os fra de Bødler vilde!
Stumme blinked Nattens Stjerner ned,
Stille, stille
Mørkets Timer over Stambul skred.