Vilhelm Gregersen (1848–1929)

Jeg elsker dig, Jydernes gamle Land,

saa langt som vi danske bor,

med Maagers Sværm over Klit og Strand,

med Svanernes Jubelkor,

med Markernes frodige, „tavlede Felt”,

med Lyngbakkens ensomme Drag,

med Skoven, der hvælver sit Silketelt

og Klitrosens lave Tag.

Jeg elsker dit Folk, som det stred og led,

men altid dog fandt paa Raad,

jeg elsker Uffe, da han blev vred,

Niels Ebbesens kække Daad.

Med sindige Tanker, med Skemt i din Hu,

du ejer det sejgeste Mod,

og Søgutten vover i Stormens Gru

for Næsten sit Liv og Blod.

Jeg elsker dit Folk og dets raske Dont

paa Hav og i Mark og Lund,

saa frejdig gør det mod Lyngen Front,

mod Havets forslugne Mund;

jeg elsker dit Folk i de venlige Hjem,

hvor Gæstfrihed duger sit Bord,

hvor Kærlighed lyser saa stille frem

og yder lidt mere end Ord.

Gud signe dig, Jylland, din Jord, din Æt,

din frejdige Kamp i Syd,

os alle, som værge vort Hjem, vor Ret,

saa Sandhedens Skræp gi’er Lyd.

Gid Lærken, som jubler i Himmelen ind,

og Klokkernes malmfulde Kor

maa vække en Tone af Tak i vort Sind,

en Bøn for vor fædrene Jord.