Vilhelm Gregersen (1848–1929)

Velsign, o Gud, vort gamle Hjem,

hvor Bøgen vokser frodigst frem

i Vaarens lyse Pragt,

hvor tusind Fugle gaa med Sang

fra Hedebrink og Kløvervang,

og Bølger blaa slaa Takt.

Velsign, o Gud, vort skønne Flag

med Korset som den klare Dag

paa Hjertets røde Bund;

det staar saa lyst i Mindets Glans,

o, lad det staa med Haabets Krans

til Verdens sidste Stund.

Velsign, o Gud, vort jævne Sprog,

som os saa varmt om Hjertet tog,

fra dengang vi var smaa,

og lad, som ædle Tankers Bud,

det som en Fugl slaa Vingen ud

og juble mod det Blaa.

Velsign, o Gud, vort Frihedstræ,

og giv det Sol og giv det Læ,

at vokse sundt og smukt,

at alt, som nu er skilt og delt,

engang maa vorde frit og helt

og frydes ved dets Frugt.

Velsign, o Gud, de tusind Hjem,

hver ærlig Sjæl, som higer frem,

hver Barnelæbes Bøn,

velsign enhver, som vil det godt,

fra Kongen i det høje Slot

til Fattigmandens Søn.