To Sonetter til en Ven
II.
II.
Ti Mand og Kvinde er hinandens Fjender,
naar Kærlighedens Drifter frem er gækket —
til brunstig Tvekamp af Naturen ægget,
hvor Hadets Bavn som Arnelue brænder.
Vâr Dig! Nu gælder det! Ti Kampen ender
ej, før den ene segner pandeflækket.
— Som Kamppris rækkes Sejerherren, stækket,
en livsgold Lede af Naturens Hænder.
Og kæmpes der en Jævnbyrdsstrid? Nej! Hunnen
fik Kampinstinktets hvasse Angrebspil,
med Giften skjult bag Kærlighedens Smil.
Mens Hannen kommer som til Leg i Lunden,
med aabent Hjærte som til Broderhilsen,
men Hunnens Gift . . . Bryd med Din Elskerinde!