Roserne
En Phantasie.
En Phantasie.
Ved Skabelsens første Morgengry
En yndig Rose sig hæved;
Hvid var dens skjønne himmelske Dragt,
Og Vindene den omsvæved.
Den duftede sødt, til Alles Fryd
Den smilte med Uskylds Ynde;
Hvo Blomsten skued, han henrykt stod,
Dens Pris han monne forkynde.
Saa spired’ den længe i Blomsterly,
Og Lunden den herlig pryded;
Hver Vandrer saae den Blomst med Lyst,
Dens Gode hvert Hjerte fryded’.
Men Eva synded — og Uskyld svandt! —
Og Blomsten nu rød man skued’;
Den venlige Blomst, før Lundens Pryd,
Af Skam rødblussende lued.
Nu sjelden finder man Rosen hvid
I Lunden ved Morgenrøde —
Men hyppig i Floras Enge seer
Man Blomsten i Purpur gløde.
N. Fürst.