Blondinen
(Efter Goethe.)
(Efter Goethe.)
Udi Baaden jeg min Pige
Førte i en natlig Stund,
Meget havde jeg at sige,
Men hun sank i søde Blund.
Ofte jeg den hulde vækked,
Medens hende jeg omslynged,
Baaden som paa Havet gynged
Lulled hende atter ind.
Halv den fulde Maaned dølged
Sig bag Skyens tætte Flor,
Lyse Vover os ombølged,
Mens vi hen ad Strømmen foer.
Vinden som om hende spøged,
Hendes gyldne Lokker hæved,
Bort det lette Klæde svæved,
Som fordulgte hendes Barm.
Tryllet hen af Elskovs Minder
Hviilte jeg med henrykt Lyst,
Nær ved hendes Rosenkinder,
Nær ved hendes Mund og Bryst.
Og saa mangt et herligt Billed
Udi hendes Træk jeg skued,
Noget i mit Indre lued,
Som jeg ei at nævne veed.
Saa omslyngt af Elskovskiede
Stedse jeg paa hende saae,
Neppe Amors høie Glæde
Kunde jeg endnu modstaae.
Søvnen lukkede mit Øie,
Hende dog jeg monne skue,
Thi saa nær ved Ildens Lue,
Fandt jeg ingen Fred og Ro.
N. Fürst.