Nikolai Nathan Fürst (1779–1857)

        Nær ved Kilden sad en Yngling,

Blomster bandt han til en Krands;

Og han saae dem brat hensvinde

Drivende paa Bølgers Dands; —

Ak! saa flyde mine Dage

Hen som Kildens Bølger blaae,

Og saa svinder hen min Ungdom,

Som de Krandse snart forgaae.

        Spørger ei, hvorfor jeg sørger

Alt i Livets Blomstervaar,

Alle glæde sig og haabe,

Naar den hulde Vaar fremgaaer!

Ak! men disse tusend Stemmer

Ved Naturens første Smiil

Trykke i mit arme Hierte

Haabløs Kummers skarpe Piil;

        „Hvad kan mig den Glæde nytte,

Som nu Vaaren skiænker mig,

Ak! den Eene som jeg søger,

Hun er fiern, ak! fiern fra mig.

Længselfuld jeg mine Arme

Strækker mod den Elskte hen,

Men mit kummerfulde Hierte

Finder ei sin Fryd igien.

        Kom’, o kom! du skiønne Hulde!

Fra dit stolte Slot, herned,

Blomster som i Taaren dufte,

Vil jeg strøe i dine Fied.

Lyt, i Lunden Sangen toner,

Kilden risler hen saa klar!

Rum er i den mindste Hytte

For lyksaligt elsket Par.