Yndige Land,
Hvor i min Ungdom jeg boede og bygged,
Bølgebeskyllet af kjølige Strand
Og af løvkronede Træer overskygget!
Kan jeg ei komme derhen?
Kan jeg dog aldrig, dog aldrig didkomme igjen?
Skygge der var,
Skraanende Dale, omhvælvet af høieste Himmel.
Aftnen var liflig, og Natten saa klar;
Stille nedblinkede Stjernernes Vrimmel.
Enkelt et Stjerneskud gik
Lovende hen for det omstændte, drømmende Blik.
Kommer jeg did,
Naar min henvaaknede Vandring i Livet er omme?
Naar jeg har levet den tilmaalte Tid,
Naar jeg gjør Opbrud ved Dødens velsignede Komme?
Fører vel den mig derhen?
Finder jeg der, hvad jeg drømmende eied, igjen?