Midtveis paa Livets lange Bane staaer
Idag jeg jo; de femogtredive Aar
Tilbagelagt — hvor kan det muligt være?
Dog har jeg vandret langt med Sorrig stor
Den tomme Vei hen over kolde Jord,
Der luktes over dem, som var mig kjære.
Vel var de Tre. For Een jeg sørged kun;
Kun eengang brød den frem fra Hjertets Grund,
Den dybe Sorg, opdæmmet der saa længe.
Den meste svundne Tid den skylled bort,
Og derfor har jeg levet nu saa kort,
Thi nyt sig maatte Alt igjen fremtrænge.
Og jeg er glad idag; jeg frygter ei
Meer for at gaae min underlige Vei;
Jeg troer, jeg tør vel være, som jeg skabtes.
Kjærligheds Rigdom blev nu ei min Deel,
Men kan jeg, fattig, kun mig samle heel,
Saa vandt jeg dog, hvor Meget end der tabtes.