Du stækkede Fugl!
I Markfuren skamfuld Du søge Dig Skjul.
Engang Du henbruste paa Vingerne brede,
engang Du vel vidste at værge Din Rede.
Nu hælvtes Dig Reden, halvrantes Dit Kuld,
Du stækkede Fugl!
Hvordan gik det til,
at Æren selv tabtes i blodige Spil?
Hvor slængte Din Fortid Du hen, før Du kunde
med Skjændselens Spindelvæv stille Din Vunde?
Ei Stormod der var, selv ei Dødskampen vild.
Hvordan gik det til?
Dog, skeet er nu skeet.
Vor Vaade og Vaande har Alle jo seet.
I Pris er vi sunkne. Med nedslagent Øie
vi under Forsmædelsens Vægt os maa bøie.
I Skjændselens Fylde der fattes kun Et:
At bære den let.
Hvad gjør vi vel nu,
at bøde vort Tab og at mildne vor Blu?
Hvad gjør Du, o Fugl med de stækkede Vinger,
som aldrig med Seir vel Dig mere hjemsvinger?
Med Tomhed i Hænde og Tabet i Hu,
hvad gjør Du vel nu?
Til Ungerne smaa,
dem, Voldsmanden levned, Du vende Dig maa;
ad Sandhedens Veie Du føre dem stille,
Du lære dem kunne, Du lære dem ville,
Du lære dem Flitter og Tant at forsmaae —
saa vil det vel gaae.
Saa vil det vel gaae,
og langsomt vil Danmark af Dyndet opstaae.
En Slægt vil da komme, som kraftigt kan virke,
ei lefle med Saga og selvlavet Kirke,
en Slægt, som med Selvfrygt for Himlen kan staae,
— en Slægt, som kan slaae.