De sad en silde Aftenstund
paa Trappens kolde Sten,
mens Skyggen dækked Engens Bund,
og Maanen skinned ren.
Og Skyer kom, og Skyer gik,
de drev ad Himlen hen,
og Maanen, dækt et Øieblik,
fremstraaled klar igjen.
De skulde hjem, men gik ei hjem,
det var en sælsom Lyst,
det var, som Maanen vinkte dem
til fremmed Land og Kyst.
Da skred en modig Vandrer dem
med tunge Trin forbi.
Han ved sin Stav gik ensom frem
ad Nattens vilde Sti.
Men med et Kuldegys de To
hinanden tog i Favn,
og søgte saa til sødest Ro
i Faderhusets Havn.