Nei, Frøkenen maa troe mig, det er saa surt et Liv
at boe imellem simple Folk med deres Smuds og Kiv.
Og jeg er fra min Barndom til ganske Andet vant:
Min Faer var Constabel, og vort Hus var galant.
Min Moer var Degnedatter. Den Tid er nu forbi.
Hun hviler længst i Jorden, for alle Sorger fri.
Min lille Signe aldrig hun hørte Noget om,
og det var ganske godt, maaskee, da hun ukaldet kom.
Jeg har dog kun den Ene, mens mangen En har Tre;
det gjør den største Forskjel, som vel Enhver kan see!
Nei, Himlen mig bevare, thi Ære og Dyd
det er paa Jord den bedste Trøst, det er den største Fryd.
Saa lærer jeg min Signe. Men, hvad jeg sige vil:
Det er dog ganske grueligt, som ofte det gaaer til.
Der boer nu Dør om Dør med os et Par, som bringer tidt
mit Blod ikog. Jeg heftig er; mit Sind er ikke blidt.
Før gik jeg ind at stifte Fred og skammed hende ud.
Da blev hun lynegal engang og sagde — fri mig Gud! —
jeg nævner ei de Ord, som hun tog i sin Mund.
Hun skulde nødig sige Sligt, en saadan En, som hun!
Nu henter jeg vor Vært. Han staaer som en Blok
med Næverne i Siden kun og gloer, saa har hun nok.
Hun vover ei at mukke. Men bag Værtens brede Ryg
staaer Manden saa og skjælder; der føler han sig tryg.
Om hun er yngre? Jo, hun er i Alder just med mig.
Vi gik i Skole sammen. Nu hilses vi ei.
At trænge mig paa er ei min Character;
og somme Ting kun nødig man hører og seer.
Men tidt dog jeg sidder, naar hun tager paa Vei,
og maa lytte derefter, om jeg vil eller ei.
Min lille Signe trykker dybt sit Hoved i mit Skjød,
og Beggeto vi græde ved at tænke paa hans Nød.
Han var en gammel Skræddersvend, af dem, der passe Sit;
en retskaffen Sjæl, men lidt sær i sit Snit.
Han havde Alt i Orden; han i Ligkassen var,
og mangen Daler hen han i Bikuben bar.
Ja, Himlen raader underligt. Hvordan han fik den Ven,
det kan jeg aldrig fatte. Det var en Dreiersvend.
Han boede hos den Gamle. Det var hans Et og Alt;
men han for al hans Godhed har ham skammelig betalt.
Han prelled ham bestandig, lo ham ud paa hans Bag;
han havde tusind Planer for, var med i vildest Lag.
Han smidsked for hver Pige, han holdt dem for Nar,
men allermest dog hende, som Skræddersvenden har.
Hun tænkte nu saa sikkert, at han „vilde hende No’et;“
men Ingenting han vilde, som jeg har altid troet.
To Børn ved ham hun fik kun. Og paaengang hun spor,
at han gifter en Enke, han har tjent som Markør.
Hun gjorde da Spektakler, som Hver vel tænke kan.
Han tyssed paa og lovede at skaffe snart en Mand.
Han taled nu for Skrædderen, det stakkels gamle Skrog,
og viste ham, hvor rart det var, om han en Kone tog.
Han friede selv for Vennen, og han Forlover var,
Skjøndt Skræddersvenden vred sig, saa blev de dog et Par.
Den Gamle alt begyndte at see til Sagen mildt;
da fik han Prygl den tredie Dag, og al hans Fryd var spildt.
Nu banker hun ham daglig, saa jeg tør sværge paa,
at mangengang det stakkels Skind er baade brun og blaa.
Nei, Himlen mig bevare for sligt Ægteskabs Lyst;
Jeg og min lille Signe vi er hinandens Trøst.
Hun er jo dog igrunden et faderløst Barn.
Hvad hjælper vel en Fader, naar han kun er et Skarn?
Jeg vilde ikke „søge ham;“ jeg holdt mig for god.
Før syer jeg og træller, til min Haand staaer i Blod.
Gud unde mig kun Helsen, saa skaffer jeg vel Brød,
men faldt jeg fra, da seer jeg kun for hende Sorg og Nød.
Nei, skal jeg bort, jeg beder Gud, at han vil kalde da
mig og min lille Signe paaengang herfra.