Nytaarshelsen
fra en Datter til sin Fader.
fra en Datter til sin Fader.
(Et Anecdoton af Joh. Ewald.)
(Et Anecdoton af Joh. Ewald.)
Som Snee bortsmælter Støvets Dage,
Som Nattens Riim forgaaer vort Liv,
Hvo sagtner Tidens Gang, hvo binder
Det Øieblik, som nu forsvinder?
Mon du kan sige: kom tilbage!
Du stærke Gud! som sagde: bliv!
Glimt, som den Evige betroede
Min Siæl af Skabningen og sig
O du som voxer ved at nydes,
O Glimt! som aldrig meer tilbydes,
Uigienkaldelige Gode,
O Tid, vær meer end Guld for mig!
Men du min Fader, du som lærte
Mit Bryst sit første Aandedræt,
O du, som først har viist mit Øie
Mig selv, Naturen og den Høie;
O at du kunde see mit Hierte,
Thi Ord kan ei fortolke det.
Og hvilken Tak er ei for liden,
For svag til dig min første Ven!
Hvad vil da min uvante Læbe?
Hvad er min Sang? Mon den tør stræbe
At lønne ham, som gav mig Tiden,
Og lærte mig at nyde den!
Men han, som huld bønhører Svage,
Gud skal betale dig min Gield;
Ja Tidens Fader skal fornemme
Min Bøn, og mærke paa min Stemme;
Han skal forlænge dine Dage,
Og han skal krone dem med Held.
Ved ham skal du med Haab tiltræde,
Med Tak beslutte dette Aar,
Ved hans Velsignelse formere
Din Alder sig med mange flere,
Og han beslutte dem med Glæde,
Med salig Lyst, som ei forgaaer.