Kong Kristian stod ved højen Mast
I Røg og Damp;
Hans Værge hamrede saa fast,
At Gotens Hjelm og Hjerne brast;
Da sank hver fjendtlig Spejl og Mast
I Røg og Damp.
Fly! skreg de; fly, hvad flygte kan!
Hvo staaer mod Danmarks Kristian
I Kamp?
Niels Juel gav Agt paa Stormens Brag;
Nu er det Tid!
Han hejsede det røde Flag
Og slog paa Fjenden Slag i Slag;
Da skreg de højt blandt Stormens Brag:
Nu er det Tid!
Fly! skreg de, hver, som veed et Skjul!
Hvo kan bestaae mod Danmarks Juel,
I Strid?
O Nordhav! Glimt af Wessel brød
Din tykke Sky;
Da ty’de Kjæmper til dit Skjød;
Thi med ham lynte Skræk og Død;
Fra Valen hørtes Vraal, som brød
Den tykke Sky:
„Fra Danmark lyner Tordenskjold;
„Hver give sig i Himlens Vold
Og fly!“
Du Danskes Vej til Ros og Magt,
Sortladne Hav!
Modtag din Ven, som uforsagt
Tør møde Faren med Foragt,
Saa stolt, som du, mod Stormens Magt,
Sortladne Hav!
Og rask igjennem Larm og Spil
Og Kamp og Sejer før mig til
Min Grav!