Johannes Ewald (1743–81)

See! Soelen bryder frem, vor Sorrig er forsvunden,

      Og deylig Soelskin har nu efter Regn sit Sted,

Bort Sorrig! viig fra os, dig haver vi forvunden!

      Vi seer nu det igien, som vi kand glædes ved.

Før skal et flygtigt Skib igiennem Luften haste

      Før skal den tunge Ploug paa vilde Bølger gaae,

Før skal den grumme Død os hen i Støvet kaste,

      Før vi skal denne Dag af vores Tanker slaae.

Nu er det fire Aar, nu har vi fire Gange

      Seet Foraar, Sommer, Høst og Vinter vexles af,

Da vores Lykke-Soel med et holdt op at prange,

      Og ald vor Glæde gik hen i den mørke Grav.

Bedrøv’de fire Aar! i hvilke vi har savned

      En Fader, som var os umistelig og rar,

Som os, og andre fleer i mange Ting har gavnet,

      Som var sin Konge kiær og alle dyrebar.

Hvori vi have tabt saa dyderig en Fader,

      Hvori Gudfrygtige har tabt en Siæle-Ven,

Hvori de Frommes Trøst, de stoltes største Hader

      Og Ærlighedens Ziir, men Falskheds Frygt faldt hen.

Som ved sin Ydmyghed har kundet Stolthed bøye,

      Som ved sit Ord har tidt steenhaarde Hierter rørt,

Ja den, hvorved vi os nu i hans Sted fornøye,

      Med Nytte tit og med Bevægelse har hørt.

Bedrøv’de fire Aar! vor Hierte tænker ikke

      Nu meer paa jer og det, som os bedrøve kand

Herefter tæller vi fornøy’de Øyeblikke,

      Det Forbigangene, det seer vi ikke and.

Og hvorfor skulde vi nu meer bedrøved blive?

      Hvad var vel Aarsag til, at vi ey skulde lee?

Vi vil vor Sorrig reent i Glemme-Bogen skrive,

      Da vi det for os seer, som vi før savnede.

Ja hvad vi før har tabt, det søge vi og finde,

      Hiertelskede PAPA! nu udi Dem igien

De giør, at ald vor Sorgpaa eengang kand forsvinde,

      O! hvilket stort Beviis! at Lykken er vor Ven.

En Fader tabte vi, som elskte alle Dyder,

      Nu faaer vi Een igien, som elsker Dyderne,

En Fader tabte vi, som hadte alle Lyder

      Nu faaer vi Een igien, som hader Lyderne.

Gudsfrygt, Oprigtighed, som har hos Dem sit Sæde,

      Bestandighed og aldt, hvad hen til Dyden hør,

Er det, som giør at De kand høre det med Glæde

      At man Dem dyderig med rette nævne bør.

Det som vor ringe Pen kuns ufuldkommen skriver

      Gaaer af et Hierte, som af ingen Falskhed veed,

Det sande Vidnesbyrd, som hver Mand Dennem giver,

      Det giver vores Pligt og vores Skyldighed.

Dog ligesom enhver kand det med Rette sige,

      Hvad hidindtil er sagt, saa seer vi og, at De

Ved et fornuftig Vall har truffen Deres Liige

      Til vores Glæde og til vor Fornøyelse.

Hiertelskede MAMA! det vil besværligt blive

      At prøve paa et Verk, som ikke vi formaae,

Og et fuldkommen Vers til Hendes Roes at skrive,

      Hvis Dyder vores Pen og Kræfter overgaae.

Thi den Bestandighed, de uforfalskte Dyder,

      Og den Forstand som saa igiennemtrængend er

Det Gode og den Roes, som Hende altid pryder

      Er det, som Laurbær-Krands til Hendes Hoved giør.

Hvad havde Moguls Guld og ald Hans Pragt os gavnet

      Da vi var saa beklemt, og i den største Nød,

Naar vi i denne Storm vor Styrmand havde savned

      Og havde tabt den Trøst i vores Faders Død.

Som lifligt Kilde-Vand den tørstige behager,

      Saa var os Hendes Dyd et lifligt Kilde-Vand,

Som Maanens klare Lys ald Nattens Kraft betager

      Saa havde vi et Lys i en saa stor Forstand.

Thi naar man ald den Roes i et tilsammen binder

      Som ellers her og der til Dyden bliver lagt,

Og vi bekræfter, at man det hos Hende finder,

      Saa var det upartisk og ret af Alvor sagt.

Det er og velbekiendt, at vi det ikke sige

      Af Kierlighed, som her ey skal for Sandhed gaae,

Men skulde Sandhed end for Kierlighed her viige,

      Er det bekiendt, at vi det samme sige maae.

Hvad hielper det, at vi smaae Laurbær-Blade brekke

      Til Hendes Tindinger, Hiertelskede Mama!

Da andre tusinde de Laurbær-Krandse flekke,

      Hvis grønt ey visner bort, hvis Blad ey falder fra.

Kort sagt: Hun ligner den, i hvilken Hendes Glæde

      Og Hendes Trøst nu er, og Han er Hende liig

De har i Dyderne, og Dyd i Dem sit Sæde

      De ere Begge To gudfrygtig, dyderig.

I, som vil ikke troe, at Ægteskabet bliver

      Af den Almægtige besluttet og fuldbragt

See! et saa dydigt Par, som et Exempel giver

      Paa det, som om den Sag i haabetall er sagt.

Alleene Himmelen bør vi herfor at priise,

      Ved Skiæbnen naaer vi ey saa stor Lyksalighed,

Mod GUd vi derfor os taknemmelig vil viise,

      Ved hannem naaede vi vor Ønskes Øyemeed.

Hiertelskede PAPA! hvis Navn vi bør at ære

      Saavel som Hendes Navn Hiertelskede MAMA i

Det vil vor svage Pen, alt for besværligt være

      At legge ald sin Pligt og Tak i Ønsker fra.

Alt hvad vi giøre kand, er at vi Ønsker skikker

      Af et oprigtigt Sind til den Almægtige,

Som en velgrundet Bøn og gode Ønsker ikke,

      Skal lade ubønhørt; Vi ønsker alle Tre:

At De i mange Aar og Tider

            Maae kaldes steds lyksalige

            Og tælle Efterkommere,

Som udi Deres Fodspor skrider.

At Handelen maae steds florere

            Og Lykken stedse være med

Til De tilsidst med andre fleere

            Gaaer til et saligt Hvile-Stæd.