Carit Etlar (1816–1900)

Efter gjentagne Indbydelser fra en af mine Bekjendte, der var Præst i Vedersø Sogn, Hind Herred, tog jeg en Eftersommer over til Jylland for at besøge ham. En Aftenstund gik jeg hjem fra Aabjerg Mose, hvor jeg havde tilbragt Dagen paa Andejagt. Det begyndte at mørknes, og der var noget Truende i Luften, som varslede om et Uveir mod Natten. Jeg ilede derfor hurtigt fremad, for at naae mit Maal før Mørket og Regnen begyndte, og agtede ikke paa Uhrfugle og Agerhøns, der flere Gange sloge op paa min Vei, ret ligesom om de vidste, hvor liden Tilbøielighed jeg i dette Øieblik følte til at jage. Det er en egen Sag at gaae over en milelang og ubeboet Hede, naar Aftenen falder paa. Enhver, som ikke nøie er bekjendt med de utallige Spor og Stier, der i alle Retninger krydse hverandre, maa være forberedt paa at tage feil af Veien.

        Saaledes gik det ogsaa mig denne Aften. Flere Timer drev jeg omkring, uden at kunne orientere mig i Egnen; tilsidst standsedes mine Skridt ved en lille Aa, og da jeg var træt baade af den hurtige Gang, og af den foregaaende Dags Jagtanstrængelser, satte jeg mig nogle Øieblikke til Hvile paa en stor, mosbegroet Kampesteen, som laae ved Aaen, lagde Bøsse og Skydetaske fra mig, og lod mine Blik glide hen over Omgivelserne, forsaavidt Aftenskumringen og den frembrydende Taage tillod det. Rundtom blandt Lyngen laae en usædvanlig Mængde store uformelige Graasteen, hvoraf nogle vare gledne ned i Aadybet og standsede Strømmens Fart, medens de derved tillige dannede en Art Bro over til den modsatte Side. Længere borte, indad mod Heden, saae man nogle sammenfaldne og ubeboede Leerhytter. Den hele Egn havde et vist romantisk, men tillige et særdeles melankolsk og øde Præg. Flodanden qvækkede blandt Rørene i Aamundingen, Hjeilen eller Brokfuglen udstødte sin monotone Piben mellem Lyngrisene, og engang imellem lød en dyb og langtrukken Brummen, som Aftenvinden bar ind fra Vesten. Det var Nordsøen, der larmede paa hiin Side Klitbjergene.

        Efterat have udhvilet mig i nogen Tid, besluttede jeg at gaae videre. Idet jeg reiste mig, saae jeg pludselig et Menneske staaende taus og stille nogle Skridt borte fra Stenen, hvorpaa jeg havde siddet.

        I høieste Grad forbauset ved dette uventede Syn, formaaede jeg neppe at fremstamme et Tak paa det „Gudsfred!“ hvormed han hilsede mig. Den Ubekjendtes Ydre passede fuldkomment til Stedet, hvor vi mødtes, og var tillige saa paafaldende og usædvanligt, at det, jo længer man betragtede ham, snarere maatte forøge end svække den engang vakte Overraskelse. — Manden var mig imidlertid ikke saa fremmed, som jeg i første Øieblik troede. Under mit Besøg i Præstegaarden havde jeg flere Gange talt med ham; han var ogsaa godt bekjendt overalt i Egnen som en af Anførerne for Natmændene, der boede paa Madum Marker, Nogle kaldte ham Math, Andre havde føiet Hjeil til hans Navn, fordi han til en skuffende Grad kunde efterligne denne Fugls Skrig.

        „Er det Dig Math!“ udbrød jeg, idet jeg gik hen til ham. „Ja vel!“ svarede han med den forunderlige dybe Betoning, der var hans Stemme egen. „I maa nok være dreven fra Spor, siden I kommer her ved Aftenstid. Folk pleie ellers ikke gjerne at være Madum Bro saa nær, efterat Solen er gaaet bag Vesterhavet.“ Med disse Ord bød han mig sin Fyrtønde til min Pibe, som jeg imidlertid havde taget frem og stoppet.

        „Kalde I det en Bro?“ sagde jeg, og saae ned til Stenene som Math pegede paa. „Den er endda ikke meget beqvem at passere.“

        „Saamænd!“ svarede Math, det er den ikke, og Vorherre være lovet derfor; „thi det har frelst en stakkels Mand fra Djævelens Vold.“ —

        „Hvorledes det?“ spurgte jeg forundret.

        „Ja det er en lang Historie den, men siden vi ikke have noget Bedre at tale om, vil jeg fortælle hvad jeg veed, hvis I vil gaae Side om Side med mig. Der er et godt Stykke Vei inden vi komme til Præstegaarden, og jeg faaer vel at være Eders Fører derned, da I neppe selv kan finde Veien saa sildig.“

        Med disse Ord fremtog Manden en lille tilrøget Kridtpibe, stoppede den af min Tobakspung, og vi fortsatte derpaa vor Vandring i en aldeles modsat Retning af den, jeg tidligere havde begyndt.

        Imidlertid fortalte Math følgende Historie:

        „For mange Aar tilbage boede der paa den anden Side Aaen en fattig Mand, som i daglig Tale blev kaldt Ull Thamsen, og som ernærede sig ved at vogte Faar for Eieren af Ulborg, en Herregaard, der ligger lidt ovenfor Madum. En Aften i Midsommeren, da Ull græssede paa Madum Fælled, savnede han et Faar i det sædvanlige Antal. Han blev meget bedrøvet herover, fordi han vidste, at Eieren var en streng og nøieregnende Mand, der hver Aften pleiede at gaae ned til Folden med sin Meerskumspibe i Munden, for at tage Tal paa Hjorden. Ull gav sig da til at søge efter Dyret, men fandt det ikke, og antog endelig, at det var faldet ned i Aaen og drevet bort, som nok lod sig tænke, da Strømningen dengang var langt stærkere end nu. Medens han saaledes gik og søgte, var Aftenen rykket frem og det begyndte at graane i Vesten. Han turde nu ikke blive længer borte, og drev Faarene op mod Ulborg. Herremanden stod som sædvanligt ved Folden og talte efter. Da han saae, at der fattedes et Faar, blev han meget forbittret og truede Hyrden med at jage ham bort, hvis han ikke skaffede fuldt Tal til næste Aften. Hele den følgende Dag tilbragte Ull med at søge efter Faaret, men forgjæves, og da han ved Solens Nedgang drev Hjorden sammen, var der igjen et Dyr borte. — Den stakkels Mand kunde ikke begribe hvorledes det gik til, men det vidste han, at dersom han denne Aften kom op til Ulborg, uden at medbringe de to Faar, vilde den strenge Herremand gjøre en Ulykke paa ham. Medens han nu sad paa en Steen nede ved Aaen og græd høit, stod der paa engang en lille pukkelrygget Mand i en graa Kofte foran ham og spurgte hvad han fattedes. Ull fortalte Hændelsen, og beklagede sig for den Fremmede.“

        Saavidt var Fortælleren kommen, da han gjorde et Ophold og saae op efter Veiret. — Luften var bleven mørk og skyfuld og det begyndte at regne.

        „Vi faae en Byge,“ sagde Natmanden efter nogle Øieblikkes Taushed. „Hvis I synes derom, skal jeg føre Eder i Tørveir saagodt jeg kan, til den driver over.“

        Jeg tog imod Tilbudet og fulgte Math igjennem Lyng og Enebærbuske ind paa en lille smal Sti, der endte bag nogle lave Bakker eller Kæmpegrave.

        „See her er mit Slot,“ sagde han med et tilfreds Smil og pegede paa et lille Stillads, som vi gik hen imod. Det var et Slags Telt, bestaaende af et pjaltet Stykke Lærred, der var kastet over en Stang, som hvilte paa to gaffelformige Stager. Den ene Side var aaben og tjente til Indgang, den anden Side støttede sig op til Kæmpegraven og var bedækket med Græstorv.

        Taterens Kone havde allerede søgt sit Leie, da vi traadte ind, hun sov paa en Bunke Lyng, halv skjult af et gammel stribet Dynevaar. To smaa mørkebrune Drenge laae ved hendes Fødder og legede med en død Mulvarp. I Baggrunden af Teltet var der gravet et Hul til et Ildsted, fra hvilket en brændende Lystørv kastede et grelt og rødligt Skjær over den hele Scene.

        „Det er kun en ringe Leilighed, jeg byder Dem ind i,“ sagde Math, medens han dog med synlig Tilfredshed saae sig om i det luftige Telt, udenfor hvilket Regnen i dette Øieblik styrtede strømmeviis ned. — „Lyster I ikke en Kop Øl,“ vedblev han dæmpet, og listede sig sagte hen efter en Øldunk, hvoraf han skjænkede i en Spølkum. Derefter bød han mig at tage Plads paa et Lyngknippe, satte sig selv paa et andet, lagde endnu en Lystørv til Ilden og vedblev den afbrudte Fortælling:

        „Som jeg nylig sagde, beklagede Ull Thamsen sig altsaa for den Fremmede, og fortalte ham hvad der var skeet. Den lille Pukkelryggede lo ad ham, og meente at den Sag just ikke havde stort at betyde.

        „Hvad giver Du mig,“ sagde han, „hvis jeg skaffer Dig begge Dine Faar igjen?

        „Vorherre velsigne Jer, hvis I gjør det,“ sagde den ulykkelige Hyrde, „I redder mig derved fra en svar Nød.“

        „Velsign mig ikke,“ mumlede den fremmede Mand, idet han blev bleg og skjælvede ved disse Ord. „Hvis Du derimod giver mig Din ældste Søn den Dag han fylder sit trettende Aar, saa vil jeg forsørge ham og hjælpe Dig.“

        „Min Søn!“ gjentog Ull forundret. „Ham maa I da hjertensgjerne tage, med Tak til, det er kun en stakkels Krøbling, som ikke er noget Menneske nyttig. Hvad vil I bruge ham til?“

        „Han skal tjene mig,“ var den Fremmedes Svar, „jeg tager ham med mig, hen til det Sted hvor jeg boer, langt herfra nede i Heden. Vi ere altsaa enige, underskriv nu blot denne lille Seddel, det er det eneste Bevis, jeg fordrer af Dig, saa skal jeg nok selv siden hjælpe mig til min Ret, hvis Du faaer isinde at bryde Dit Løfte.“

        „Gud hjælpe mig for at skrive,“ sagde Faarehyrden med et Suk, „jeg er kun opdragen til at drive med en Flok Kreaturer herude paa Heden, mine Forældre vare fattige Folk, som ikke kunde koste nogen Lærdom paa mig; men jeg kan sætte tre Kors underneden, det pleier jeg at bruge som Mærke paa mit Navn.“

        „Nei, nei!“ skreg den graa Mand, „intet Kors.“ Han tog en Ravnefjeder op af Lommen, og idet Ull forundret betragtede de røde Bogstaver, som stode paa Papiret, ridsede den Ubekjendte ham i den venstre Haand med Pennen saaledes, at der flød en Draabe Blod ud i den, og lod derpaa Hyrden holde paa Fanen af Fjederen, medens han selv skrev.

        „See saa, nu er den Handel afgjort“ raabte han med en Stemme, som bragte Ulls Haar til at reise sig af Skræk, og nu lagde han først Mærke til, idet han betragtede den Anden noget nøiere, at dennes Øine funklede som Ildgløder i Mørke. — „Jeg vil endnu gjøre Dig et Løfte“, tilføiede den pukkelryggede Fremmede, uden at lade Hyrden, der allerede begyndte at fortryde Handelen, komme til Orde. — „Jeg skal bygge Dig en Kampesteensbro hen over Madum Aa, saa bred, at Du om Aftenen kan drive over den med alle dine Faar i een Række, uden at Du behøver at gjøre den lange Omvei nedenfor Mosen, og dette Stykke Arbeide skal være bestilt inden Hanen galer imorgen tidlig. Er Du saa fornøiet?“

        „Nei,“ skreg Ull, „jeg er ikke fornøiet, for hvis I kan gjøre slig Gjerning, maa I være den skinbarlige Satan selv, og jeg giver ikke min Dreng bort til Jer.“

        „Ho, ho, Sønneke!“ skoggerlo den graa Mand; „jeg mærker at Du kjender mig. Om Din Dreng skulle vi nappes naar den Tid kommer. Dersom jeg holder mit Løvte, faaer Du vel at holde dit. Jeg har jo din Haandskrivt. Drag Du nu hjem, de to Faar, Du savner, staae allerede ved Folden og vente paa Dig.“

        Idet den Ubekjendte talede disse Ord, sank han pludselig ned i Jorden.

        „Det var imidlertid blevet silde, og Ull drev Hjorden hjem til Ulborg, medens han grundede paa den usædvanlige Hændelse, der var passeret med ham. Da han kom op til Herregaarden, stode de tvende Faar han savnede, ganske rigtig ved Folden, ligesom det var bleven ham forudsagt, og der var nu ikke længer nogen Tvivl tilbage for Ull, at jo den lille Pukkelryggede havde været Djævelen i egen Person. Efterat han havde bragt Hjorden ind, gik han hjem, og fortalte sin Kone den hele Historie. Hun græd bitterlig herover og bebreidede Ull hans Uforsigtighed. Derpaa begyndte de at lægge Raad op, hvorledes de bedst skulde afvende den Ulykke, som truede deres Søn. — „Hvad skader Jer, Godtfolk!“ udbrød pludselig en Stemme henne i Krogen af Stuen. „Hvorfor græde I?“ — Ull vendte sig forbauset om mod Stedet, hvorfra Stemmen lød, og spurgte sin Kone hvem det var som talede.

        „Aa,“ svarede hun, det er blot en stakkels Mand, som ingen Huusly havde inat, og jeg gav ham derfor en Kavring og lod ham lægge sig i Krogen bag Ovnen til imorgen.“ — Den Fremmede, hun saaledes talte om, reiste sig nu og gik hen til Bordet, hvor Hyrden sad og fortærede sin Aftensmad.

        „Vær ikke bange Ull Thamsen!“ sagde han, efterat have hørt Tildragelsen fortælle. „Den Sag er endda ikke saa farlig som Du troer, og jeg skal gjøre Dig Gjengjeld, fordi Din Kone tog godt imod mig og beværtede mig med Mad og Drikke, hvorvel I selv sidde knapt i det.“

        „Denne Mand var nemlig en Tater,“ yttrede Math med en synlig Selvtilfredshed, „han kunde slaae Fuglestemmer ligesaavel som jeg selv, og af den Grund mener jeg, at vi have været lidt i Familie med hinanden. Det være sig Dag eller Aften, ja selv naar Natten var saa mørk som Graven, maatte Fuglene fjernt og nær adlyde hans Stemme og synge efter, naar han sang for. Glad blev baade Hyrden og hans Kone ved at høre disse Trøstens Ord af den Fremmede. Denne nød nu først et nyt Maaltid i Forening med Ull, og medens de spiste sagde han:

        „Det var jo til Hanegal, han lovede at være færdig med sit Stykke Arbeide nede ved Aaen, ikke sandt? Ellers skulde Du være fri for at holde Dit Løfte.“

        Ull bekræftede det.

        „Godt!“ sagde Tateren med et fiffigt Smiil, „jeg vil dog prøve paa at skjære den Karl en Fløite, hvor klog han forresten er.“

        „Da han havde spiist, snørede han sin lille Bylt Klæder sammen, endskjøndt det ikke var stort over Midnat. Derpaa gik han ned til Madum By og begyndte at fløite Fuglestemmer, saa det gjaldede i høien Sky, og alt eftersom han gik frem gjennem Gaden, kom Hanerne ud paa Ranen og galede rundtomkring, fordi de hørte Fuglesangen og troede at Morgenstunden var kommen.

        „Da blev der en Larm og Støi nede ved Aaen, hvor den graa Mand og hans Medhjælpere just vare ivrigt beskjæftigede med at bygge Broen. Det skreg og hvinede som om Efteraaret, naar Heirerne samles til Afreise i Kjær og Moser. Men den graa Mand maatte forlade sit Arbeide ufuldført. Derfor væltede han i Forbittrelse Stenene omkring til alle Sider, saaledes som I endnu saae dem ligge iaften, og Ull var løst fra sit Løfte. — Historien blev snart bekjendt i Omegnen, og de faa Udflyttere, som boede ved Aaen, forlode deres Boliger af Frygt for at være i Nærhed af et saadant Sted. Egnen blev ubeboet og øde i mange Aar. Men det har ogsaa sin Fordeel; der skeer Intet saa galt, at det jo er godt for Noget,“ tilføiede Math smilende. „Nu kan en Natmand boe der i Fred, og skjøndt det undertiden ikke skal være saa rigtig fat dernede, saa bryde vi os ikke stort derom. Folk som vi, der tilbringe vor hele Levetid mellem Lyng og Grave, kan den Onde ikke faae Bugt med, — Nogle mene endog at vi staae i Ledtog med ham,“ tilføiede han med en listig Mine.

        Imidlertid var Regnen ophørt, Maanen og Stjernerne skinnede fra Himlen. Jeg reiste mig for at gaae videre, gav nogle Penge til den ene af de smaa Drenge, der endnu var vaagen og som hele Tiden, medens Faderen talede, havde betragtet mig med en barnlig Forundring og Nysgjerrighed. Math førte mig paa den rette Vei, og en halv Time senere var jeg i Vedersø Præstegaard.