Hvo sidder hist ved Hyttens skumle Lampe,
Med blege Kinder og begeistret Blik,
Og glemmer Smertens Braad og Livets Kampe
Med al den Kummer han i Eie fik?
Hvem vaager vel ved Midnatstid saa ene
Mens Maanen lyser bag de dunkle Grene
Ned gjennem Ruden paa de Ord, han skrev?
Hvo reiste Heltens Bautasteen af Støvet,
Og hver Bedrift, som Tidens Strøm os røved,
Hvis ikke denne Lod en Sangers blev.
O, hvad er stort og herligt som hans Stræben,
Langt over Jorden naaer hans Scepter ud!
Hvad Aanden gransked, fatted, tolker Læben,
Og Tvivlens Mørke spredes paa hans Bud.
Han løser Livets underfulde Gaade,
Mens Phantasien fatter Tankens Traade
I lette Poesiers Blomsterpragt.
Han tolker hvad i Sjælens Dyb sig gjemmer,
Hvad til Begeistring eller Veemod stemmer;
Men giver Verden paa hans Færd vel Agt?
Nei Verden ei hans Daad og Stræben agter,
Hvor Sandhed frygtes, ei hans Laurbær groer.
Den tomme Form man ene eftertragter,
Og han maa smigre for at blive stor.
Hvor Lavheds Trælleaand en Magt forvalter,
Hvor Hykleriet dækker Lastens Pjalter,
Der synker Sangeren i Glemsels Grav.
Et enkelt Hjerte ved hans Tab kun bløder,
En Enkelts Kind kun ved hans Minde gløder,
Og Ingen planter Blomster paa hans Grav.