Den Taare-gydende Synderinde.
Hun græd og fanged an at væde HErrens Beene.
Hun græd og fanged an at væde HErrens Beene.
ALt Nyt som sielden skeer! Her hid hvem da vil see
Jt bood-fuld Creatur, der sig for Synden vree;
Jt bedrings Contrafej, it Speil for Mand og Qvinde
Den Priis Maria bær, hun var een Synderinde:
Men hafde rased ud oc nu tog Sviffted ind,
Lod Hiertet op for Gud med Taare-stribed Kind.
Hans Billed blef dißver ved hendis Udyd smuddred,
Det tag hun skiødisløs i Synde-Sølen sluddred
Al saadan daarlig Drifft den usle Siæl fortrød
Og giennem Øyene forkyndte ham sin Nød.
Hun var saa Hierte-klemt at Tungen laa i dvale
For ømme Smerte-suk, hun aarked icke Tale
Og hvor til tiente det at giøre megen Snak?
Da hendis gandske Verk i Poenitentze stak.
Aff Banghed Tolderen kun talte lit oc sagte,
Der hand bag Templens Dør fem Ord til Veje bragte.
Langt større Skrek var her, hos dette syndig Lem.
Som fant sig u-beqvem it Ord at føre frem.
Graad giorde Tungen lam at tale hvad hun skulde,
Men Meeningen var god, det tog Gud an for fulde.
Der Moses med sin Trop holt hos det røde Haff,
Og Pharaonis Magt kom bag i fulde Traff,
Da mellem Fryct oc Haab stod Moses taus oc maabte
Dog spurte HErren ham hvorfaare hand saa raabte?
Hans Sucke var it Raab, det hørdte Frelseren,
Og derpaa fuldte strax gienliud aff Himmelen.
En bange Siæl er stum det fik Maria finde,
Beængst og Mæle-løs stod hun den Synderinde:
Men talte dog ved Graad saa prjselig og klart,
At Skaber-Manden selff til hendis Ord har svart.
Vi hører vel ret nu hvad hand miskundig sagde,
Da hun sit bood-fuld Snak indvortis søt belagde.
Væd Bønnen, Syndere, giør som din JEsus vil
Skal hand bønhøre dig, da faar det saa gaa til.
Den Bøn har kraftigst Fynd der drenckis i Vandfarfve
Slar Læberne skiønt Fejl det vil Gud med dig skarve.
Naar Hierted taler reent gaar din Begiering fort,
Udvortis Tunge-vaes hand acter icke stort.
En sønderslagen Aand kand JEsu Venskab vinde;
Graad er it Læge-blad det viste denne Qvinde.
Hun græd, og i det Sprog bestod all hendis Bøn,
Der med var Gud tilfreds, det gaf for ham it Døn.
Hin Naade-tørstig Siæl paa mangen Maade beder
Nu sagte, nu med Skrig, nu Hænderne udbreder.
Nu sucker knælendis, nu fryctsam kiger op,
Nu svemmer hen i Graad, som denne syndig Krop.
For sindetz Øyen stod hvad Fauter der var fløyen,
Og for den Aarsag flød de legemlige Øyen,
Som icke før var van til saadan Regne-sky;
Men straaled Fryde-fuld, naar de saae Dagen gry;
Nu Sorgen offver alt i hendis Sind regeret,
Til angers Draabe-Vand de blifver resolveret,
Omskifted vircked jo den værdig Hellig Aand;
Hand holte hemmelig med hende Haand i Haand.
Naar Himmelens Monark fordeeler sine Vinde,
Har Vandene sin Fart, og Floderne maa rinde.
Saa tjlig Jacobs Børn i Ørcken mangled Vand,
Forskaffed hand dem nok, som af Steen-klippen rand.
End meer at undris paa: Gud dette Klippe-Hierte
Forandret til en Dam, udbrøt aff Anger-Smerte;
Strax hand met Lovens staf slo paa der hun var øm,
Brast Taare-Vandet ud, i Mengden som en strøm.
Naar Druen persis dict, og Kirsebæred tryckis,
Adspreder Saften sig; forsøg! Det skal vel lyckis:
See denne persed Siæl bleff tryct af Aandens Kraft:
Mon icke det var Tjd at spree sin Taare-Safft?
Der hun hørsommelig, som Frelseren begierte,
Til Offer førdte ham it sucke-knused Hierte.
Blant dem som leffved i det gamle Testament,
Fik Offred vaskis ud før det bleff dyctig kient,
J denne Offrings Sag var Øynen Tvette-karet,
Og Taarene det Vand, Mariæ Hierte klaret;
Der skulde offris ham, som oc for hende med
Paa Træet offred sig; Det volte Qvinden GRÆD.
De Taarer motte fort, der i var ingen Hinder,
For Solen smelter Jis, for Jlden Voxet rinder.
Nu denne stod saa nær, Hun varlig rørdte ved
Retfærdighedsens Sool, som kom her offven ned,
Og Syndere til Trøst en Elskovs Jld antente.
Var det da mueligt mand andet kunde vente?
End hun jo samme Stund bevægt og Taare-vaad,
Fik flyde hen i Vand, og smelte bort i Graad.
Der fordum Lazarus fuld sødt i Grafven soffver,
Og Frelseren stod hos da løb hans Øyen ofver.
See! sagde Jøderne hvor kiær hand haffde ham;
Paa denne Qvindis Fær man samme Tegn fornam.
Hun maa haft JEsum kiær, der sig saa dybt anmelder,
At bare Kierlighed aff hendis Øyen velder.
Heed Luft, vaadactigt Vejr, hidt Hierte, vaade Kind;
Stilsvigende hun græd, bedrøfvet i sit Sind.
Og holt bestandig ved, til HErren sig forbarmed,
Den Siæl hans Kiærlighed har vel igiennem varmed,
J Taare smelter bort, J Sorrig qvælis nær,
Naar hende falder ind hvor ofte hun dißver.
Aff syndig Mißforstand opirred ham til Vrede,
Som i Gethsemane Blod-draaber motte svede;
Til med for hendis skyld på Golgatha soff hen
Hun vil ved Elskovs Graad formilde ham igien.
De Taare teckis Gud; paa dem hans Naade fenger,
Fra hannem kommer de, til hannem de sig trenger
Og som it Sende-Bud erlanger god Besked,
Fryct græder offteste, saa giør oc Kiærlighed.
Med somme Mennisker det tit er saa beskaffen,
At de slar Synden hen, oc kun begræder Straffen,
Hos dette sølle Kree har Graaden anden Fynd
Hun sætter Straffen bort og græder for sin Synd.
Sanct Peder græd vel og for hand lod sig bedaare,
Dog gick hand ud fra Folk at skiule sine Taare.
Men denne foor alt fort og acted ingen Snak,
Hun græd der andre sad, vel lystig aad og drak.
Just under Maaltjds Tjd, aff hendis Hofved-Kilde,
Frembar sin Taare-Ræt i Pharisærens Gilde:
For smerte brente Hun, som icke skammed sig
Blant Folk i Gieste-bud, at græde offentlig.
Du tyckis, uden tvil, da hver paa hende gaber,
Falt Tjden u-beqvem? Ach Nej! se til din Skaber,
Der hand i fordom Tjd drog mod Jerusalem,
At holde Paaske-Fest, og Folked trengte frem:
De store med de smaa, gik op at høre Stammen,
Prædicke Herrens Nafn hiert-kipped allesammen:
Almuen sang Triumph, Mundkaade hver oc een;
Men JEsu Taare rand langs ad hans Kinde-been.
Var dog i Tjde grædt; paa det vi kunde lære,
At hvor stor Latter er, vil Graaden og saa være.
Maria græd; De loo, som var hos Vjnen glad
Og tenckte lidet paa, hvad dennem stod i Fad.
Brug Lysten maadelig, mens Lycken for dig dandser!
Det tør vel hende sig, hun mit i Glæden standser.
Som Legen klinger best, faar Piben andet Lyd,
En ond forvorpen Stund kuldkaster al din Fryd.
Du paa den grædende bør ingen Latter spilde,
Tenck naar det gaar dig vel, det og kand gaa dig ilde.
Huem ved før Aftenen din Glæde tar Forlov,
Da har du self, maa skee, hans yncksom Graad behov.
Skynd dig til Himmelen, hvor varig Glæde vancker,
Din JEsus hver en Taar aff dine Øyen sancker.
Naar vi for Lammet staar i hvide Kiortler klæd,
Da heder icke meer; den Synderinde GRÆD.
J lystigt Lau kandskee hun Giesterne forkynder,
Der ingen aff dem gad begræde sine Synder;
Men slucked Sorgen ned i lecker Tractement,
At hendis Næring var graad-spiise Kummer-blent.
Hun sig i Aanden glad med dise Rætter pøser;
Saa gafner Alting den, som elsker sin Forløser.
Bekymring er for ham it daglig Gieste-bud,
Der følger Glæden paa, som Sool-skin efter slud.
Regn ledsker Jorderig, naar Heeden det vil qvæle,
Og Anger-taarene retviisis tørstig Siæle;
J denne Ledskelse Kong David hafde Smag,
Hand siger: Graaden er min Spise Nat og Dag.
Naar andre moored sig med allehaande Rætter,
Hand sig alt immer fort i Taare-Kaasten mætter,
Jt andet Menniske faar kun om Dagen Mad,
Men samme HErrens Mand græd Dag oc Nat i Rad.
Oc meer forslo det Vand udgydt aff Taare-Becken.
End deris Lyste-Mad der specked Orme-Secken,
All Verdens kræsen Tøy, fornøyed icke ham,
Der var for Syndens skyld i Sorgen blefven tam:
Hans Leffned fyltis op med Klynke-graad og Klage,
Det væsen holte hand for Juel og gode Dage:
J Haabet, at den Siæl her saaer sin Taare-Sæd,
Bær hissed Fryde-neg. Nu denne Qvinde GRÆD.
Naar Helvids Locke-Fugl en simpel Christen hidser,
Til det Gud ancker paa, hand Synden let afridser,
Og gifver grofve Feil en yndelig Fasun,
J Smagen Sucker-sød, i Vecten som lit Dun.
Der voffver mangen paa, og synder mens hand gider;
Naar Synden er fuldbragt, fornemmer mand omsider.
Det søde danis til en bitter Malurt Knop,
Og aff den lette Dun en Byrde dagis op:
Huor under Synderen nær seigner ned, og syncker,
Saa hand for hiertens Angst, maa drage sørge-ryncker.
Og offte klage sig med mangen modig Taar,
At Syndsens tunge Læß ham ofver Hofved gaar.
Da høris vel iblant som der om Cain skriffvis:
See! større er min Synd, end den mig kand tilgifvis.
Med Uro plagis hand, som før var kek og kaad;
Paa Soolskin følger Regn paa Synden suk oc graad.
Min Ven: i saadan Vand Man slige Fiske fanger.
Hvo Diefvelen vil tro, hand bag aff Dandsen ganger.
Du stundom vredelig fortaler den aff Mact,
Som mod de Christne Folk med Tyrken indgaar pact;
Fortal dig ickun selff, naar du tit hen i blinde
Giør Pact med Belial, din Guds affsagde Fiende.
Den uforskammed Aand du billig effter Pligt,
J Daaben har forsagt, det er jo græseligt:
Jt ufornufftigt Dyr sig icke selff ombringer,
Og aff Motvillighed i Fare-Vandet springer,
Men du, som har Fornufft undviger Liffsens Platz,
Oc styrter dig ved Synd i Helvedis Moratz.
Fortryd da hiertelig, du lefver offverdaadig,
Oc si med Tolderen: GUD vær mig Synder naadig!
Hans Naade først oc fremst er de beklemtis Trøst,
Søg den, med Taarene, hos ham dig har forløst.
Hvad Christus hvervede, skal ingen fra dig røfve,
Hans Værdskyld er dig nok, Trotz Satan Helvids Løffve,
Der lurer paa din Siæl, at giøre den Fortræd.
Maria, seer du vel, advarer dig: Hun GRÆD.
Den piber, som er Vee, hos Blod er altid Vunder:
Her gik nok Siun for Sagn, og det var ingen under,
Strax hun befølte sig saa saared i sit Bryst,
Da blødde Øyene, som de var sønderkryst.
Huo der forsynder sig, hand som en vidløs Daare
Slar Vunder i sin Siæl, O skrek, den Siæl at saare,
Gud self med sine Saar paa Kaarsens Træ har bødt:
Og blifver dog, dißvær, ved Synd paa ny opbrødt.
Det hærder mangen en der elsker syndsens Søle,
Saa hand sin Siælis Saar umuelig kand føle.
Hvor skal paa den Maneer Blod-vedsken yttre sig,
Naar Synderen er stiff og u-bevægelig?
Mand heller vringed Vand af den steen-haarde Klippe,
End en bodfærdig Taar, skal af hans Øyen drippe;
Som icke vil bestaa, hand ved aff nogen Synd,
Dog hand til Ørene staar kliint i syndsens Dynd.
Det ubetencksam Raad, siugdommens Art at skiule,
Giør Skaden dødelig, og Vunderne for fule.
Der troor sig ingen til at læge disse Saar,
Hand icke bliffver var før Kroppen undergaar?
Hvor er en salvis Krafft i Gilead at finde?
For den som icke self vil lade sig forbinde?
Huad giør Gud midlertjd: hans Haand er icke seen,
At sla paa Synderen, saa hand faar mange Meen,
Og ofverrumpler ham med storm og straffens Vunder
Til hand sit Synde-saar alvorligen begrunder.
Slar i sig og forbaust ved Kaarsit tencker da:
Har jeg saa ondt forskylt? hvor kommer dette fra?
Vil HErren ham saa vel, at Flinte-Hierted knusis,
Og det formørcked Sind først rettelig opliusis
Saa hand kun uden skrømt kand finde sin Skavank,
Gaar Raad aff Vunderne med spreng oc jefnlig Ank,
Da gyser Blodet frem, da reddis hand for Trøyen,
Da vercker Saarene, da vedsker saa hans Øyen,
At Vand i Hobe-tal far ud som aff en Elff,
Og for hans Daarskabs skyld, hand lucter i sig self.
Naar nu de syndig saar Samvittigheden qvæler,
Er Siælens Docter nær med sine Læge-væler:
Og, meer end redebon forbinder all hans Brek,
Mens hand tog Auen an og fandt sit Synde-knek.
Paa Gud er Straffen lagt, for vi skal nyde Freden:
Og ved hans aabne Saar erlanger vi Helbreden.
Derfor, O Syndere, vær icke stiff og slem,
See! bløder Vunderne, saa heeler JEsus dem.
Og græder du for Trøst, den under hand dig gierne,
Hvor ilde det staar til i din forsørged Hierne;
Paa sikast kommer dog din Græden got aff stæd.
Det gaf Maria Mact, du hører jo Hun GRÆD.
Naar Vaad-ild stiger op, den ene med den anden
Bær Vand, og hielper til, at de kand slucke Branden.
Nu Qvinden mercked nok det sig saa hafde vendt,
At ofver hendis synd Guds vredis Jld var tendt;
Da vil hun den igien med sine Taarer ledske.
Der vofver ingen sig nær Jlden uden Vedske:
Og ingen, uden Graad, nær den fortørned Gud,
Hvis Vrede, som en Jld, af Munden luer ud.
Saa snart hand taler kun met Synderen i Vrede.
Qvalm æder hannem op, hand tæris bort i Hede.
Som inted Vox for Jld u-smelted kand bestaa,
Maa den Ugudelig for HErren undergaa.
Hand, som en fyrig Jld, sin Jfver lader brende,
Der evig holder ved, og tager ingen Ende.
Vred-ildens grusam brand saa blussendis og rød
Aff Synden tendis an, som Kullen aff en Glød.
Og bliffver icke den i Tjde sluct omstunder,
Da brender Jlden dybt til Helvede hen under;
Og hører aldrig op, giff der paa flittig Act:
Naar Veden først er ald, har Jlden ingen Mact.
Holt op at øfve Synd, saa dempis Vredsens Lue:
Toe, rens dig, og tag bort det Gud gid icke skue.
Slem Jdret og hvad meer her drifvis ham til spot,
Lad af at giøre Ont, og lær at giøre Got.
Tract efter Retviißhed som HErren dig befaler,
Hvad Løn der følger paa, hand klarlig nok afmaler.
Trøst den bedrøfvede, kaars-Skolen giorde spag;
Skaf Faderløse Ret, hielp Encken i sin Sag.
Kom da, saa vil vi gaa i Rette med hin anden,
Der har du Meningen, fremført aff Frelsermanden:
Er dine Synder end Blod-røde til at see,
Saa hvide blifver de, som Natte-falden Snee.
Hvo der adlyder ham skal nyde Landsens Gode;
Men hvem der veigrer sig, i Lengden maa formode:
Hand ædis op aff Sværd, er sagt af Herrens Mund;
Nu Vandet slucker Jld, derfor i denne Stund,
Vand-Draaberne her ud aff den steenhaarde Hule!
Saa kand GUD icke meer Barmhiertigheden skiule.
Hvor haard hand holder sig da maa du ljde paa,
Hans Hierte blødis op aff dine Taarers Aa.
Naar Moderen kun seer at Fostrids Taare rinder,
Mand hende neppelig saa flinte-Hierted finder,
Hun jo tiltaler det it Ord som giffver Trøst,
Saa giør din JEsus og med sin lifsalig Røst.
Hand meer end Moderlig sit Hierte til dig bøyer,
Seer hand din Taare-fart met Trøst hand dig fornøyer:
Der Agar med sin Søn kom i det øde Sted,
Og finder intet Vand at ledske Drengen med,
Var hun i Hiertens Angst og kunde vel fornemme
At Ismael fik døe, græd saa med opløfft Stemme.
Gud lod en Kilde see, da Nøden siuntis størst,
Vand-Flasken fik hun fylt: og slucte Barneds tørst.
Ved Synd Maria gik u-lydig ud fra Naaden,
Der offver hun beklemt var i slig Ørk geraaden
Hvor ingen Trøst faldt aff, men saae fortørred ud,
Hvad got begegner den som icke har sin Gud?
Det ypperste Klenod en Syndere kand finde,
Udørcken Vedskeløs forskrecked denne Qvinde.
Her staar det tabte Faar, og græder efter Trøst,
Som Barned op i Graad traar efter Moders brøst.
Vellysten tog Valet og Døden var i Gryden,
Det kunde mand forstaa paa Qvindens Taare-gyden.
Græd-Aaderen sprang løß i Hierted hemmelig,
Og spired ud igien aff hendis Øyen vig.
Da lod Gud denne Siæl see Christum Lifsens Kilde.
Dermed var sorgen sluct, hun fik strax hvad hun vilde,
Sin Synds Forladelse, Mißhandling undertræd.
Med Taare søgte hun, med fryden fant: hun GRÆD.
Der Esau fornam hand aff sin gamle Fader,
Fik ingen Signelse hand med mißmodig Lader,
Opløftede sin Røst, og sagde grædende:
Min Fader, har du da kun en Velsignelse?
Kun en Velsignelse har Faderen her oven,
For dem, der holder det som skreffved staar i Loven,
Men vantro Syndere skal icke nyde den.
Med Trusel lofver hand det Folck Forbandelsen,
Maria viste vel, at der hun elsked Synden,
Forbrød Velsignelsen: og i slig farlig Skynden,
Forbandelsen fortient, derofver græd hun saa.
Tag Varssel syndig Siæl og græd saa vel du maa.
Thi du foruden Gud har intet got i vente.
Hos ham er effter Ynsk Velsignelsen at hente.
Naar du forskertzer den er alle Ting omsonst,
Da gielder hvercken Pract, Jndbilding eller Konst.
Din Glæde vender sig til Sorg og lindris icke,
Din høye Stand til Fald, din Rjgdom til en Stricke,
Din Vellyst til en Orm i din Samvittighed,
Din Død en hastig Fart til Pølens Pjne-Sted.
Græd da, saa du tilgaffns i Graad dit Ansigt bader,
Viid ogsaa det her hos at Gud din ævig Fader
Borttog Forbandelsen, som en ret Siæle Ven,
Hos hannem finder man Velsignelsen igien.
For alle hver oc en; Saa du skal icke meene,
Hand denne dyre Skienk afflegger til dig eene.
For selff-retfærdige den aldrig er tilfals,
Men for en Siæl der bær Synd-sorgen paa sin Hals.
Formedelst Esau græd icke Troens Taare,
Hand ad Velsignelsen, gick ogsaa mist derfaare.
Tro da, hvad Christus har fortient hver syndig Lem,
Skal icke dig undgaa som og er een aff dem,
Fat ham paa den Maneer, saa kand det aldrig glippe
Hand faar velsigne dig, vil du kun icke slippe.
Søg nu som det sig bør, du finder, vær u-ræd,
Maria naadde sit; det er dig sagt Hun GRÆD.
Naar Øyed tryckis hart gaar Taarer ud fuld stercke
Oc blifver Hierted ramt, da lader mand sig mercke,
Som Qvinden hos sig selff grandgifvelig forstood,
Guds Vredis Piile stack i hendis Hierte-Rood,
Og det nock var at see hans Haand den trycte hende,
Gaff hun med Taarene sin skiulte Tvang tilkiende.
Hos Røg er altid Jld, hos Blod er gierne Meen.
Jt lønligt Hierte-Nag har dræbt saa mangen Een,
Men naar mand grædendis kand føre frem sin smerte,
Da falder Stenen fra det Angest-knøtted Hierte,
Du siger somme Tjd blufærdig syndfuld Kree:
Ach! Jeg undseer mig ved at lade nogen see,
Jeg for min Ondskab Skyld saaledis gaar til Vercke.
Er det din Heer for nær? Da kand du derpaa mercke,
Guds Pile her til Dags har icke trengt sig ind,
Og dybt nok funden Plads i dit indvortis Sind.
Hvi vilt du fiæle det du billig burdte Viise?
Mißunder du dig self Forlindrings Fruct og Liise?
Græd aabenbarlig ud, lad Næsten see der paa,
Det tør bevæge ham, at hand giør lige saa,
Og icke tratzelig sit Hierte meer forstocker,
Men græder for sin Synd; En Taar den anden locker
Hvor tvende med det sind kand græde sig al mæt,
Er Herren tredie Mand, og hand giør Hiertet læt.
Hos Nain kom der jo en Encke ham i Møde
Som for sin døde Søn, utallig Taarer strøde,
Den stilled hand tilfreds i hendis enlig Stand,
Og lod sin Medynck see, Græd icke, sagde hand.
Langt fra det høris her GUD vil saaledis sige;
Nu disse Mennisker i Graaden var ulige.
Maria synde-fuld hun icke med slig Skiel
Begræd sin døde Søn, men hendis døde Siæl;
For de hensoffvede vi maa saa meged græde,
Som vi har Sorrig til og Tjden vil tilstæde,
Men ofver Siælens Død kand aldrig grædis nok,
Den tarver meere Graad, end hin affdøde Flok.
Er Kroppen Taarer værdt og qvæler saa Gemytted,
Langt meere denne Siæl fra hvilcken Gud er flytted:
Da Pactens Ark kom om, og leed saa megen Nød,
Fik Eli større Sorg end for hans Sønners Død.
Beængsted hørdte hand det Budskab ham blef baaren
Fordi med Pactens Ark var Frelseren forlaaren.
Den Siæl hand viger fra forfalder meer og meer,
Og efter dette Liff Affgrunden ad ham leer.
Saa fremt hand icke strax bodfuld i hver en Aare,
Spør op det som er tabt med ofverflødig Taare,
Var det da merckeligt Jødinden sig saa vree?
O Nej! Løn som forskylt, stor Skade megen Vee.
Hun følte selfver best hvor Skoen hende trycked,
Derfor blef Kinderne med Taare-Perler smycked.
Fryctactig var hun vel; men derhos Haabe-fuld,
Og elskede sin GUD meer end ald Verdens Guld,
Hand er jo voris Liff, foruden ham vi dræbis,
Og fra hans Himmerig til Helvede nedslæbis,
Græd hvem der græde kand! Her Jammers-viise qvæd,
J Himmelen Triumph: see denne Qvinde GRÆD.
Naar Børnen skal faa Hug, og en Mißdeder nefsis,
Da trilder Taarene, saa nødigt vil de refsis.
Nu Synderinden saa, hun hafde Straf forskylt,
Vil hun affbede den og var med Graad opfylt,
Om Tyffven sig iblant fra Galgen kunde græde
Hand svemmed hen i vand; men seent faar hand den Glæde.
Der klecker ingen Graad i verdslig Dommers Sind,
Afsigten staar ved Mact, om Fangen græd sig blind.
Men see, for HErrens Ret har det sig anderledis,
Der kand med Taarene fortiente Straf affbedis:
De hover ham saa vel, at hand i slutted Dom,
Maa sætte Straffen bort, og gifve Naaden Rom,
Naar Barned sig end skiønt, mod Faderen forgriber,
Og siden klagelig, i Graaden for ham piber;
Da nender icke hand at qviste det for hart,
Saa from er Gud mod os, hans Hierte mildris snart.
Hvor grofve Feilen er og vi ham Taare skiencker,
Hand paa Barmhiertighed midt i sin Vrede tencker,
Kraft har det salte Vand af voris Hofved-Dam,
Der Ezechiæ Dom var feldet offver ham,
Og Gud ved sin Prophet bar Kongen de Mund-brefve;
Beskik dit Huus, thi du skal døe og icke lefve,
Foor den død-siuge Siæl meer end Piin-vuren ad,
Til Veggen vente hand sit Ansigt hen og bad,
Peeb, kurred, krymped sig, og grædende smaa-sucked,
Strax mens hans Taare flød, blef Dommen understuked,
Propheten tog igien hvad hand før hafde spaad,
Gud sagde: Jeg har hørdt hans Bøn og seet hans Graad.
Og end lagt femten Aar til Ezechiæ Alder.
Saa nær er Trøstens Gud hos dennem ham paakalder!
For Suk og Græde-Hik hand mangen en har glæd
Der stod Maria paa og bedskelig Hun GRÆD.
Strax Anger vøled om i hendis Nyre-Rødder,
Begynte hun med Graad at væde Christj Fødder.
Her staar hun, har begynt; dog hører icke vi
Naar hun igien holt op, og var for Græden frj.
Vel muligt Taarene lod aldrig aff at rende;
Men hendis Ruelse tog icke nogen Ende.
Saa maa du Syndere begynde med din Bod
Den aldrig hører op i hvad dig gaar imod.
Om icke Øyenen all fort vand-Draaber gyder.
Din Siæl dog stille holt i lønlig Taare flyder;
Behøfver icke du hver Dag besynderlig
De faldnis Poenitentz, da lad det minde dig
Du med de staaendis har Fejl i mange Maader,
See, den Retfærdige hver Dag i Fald geraader
Og mercker icke self hvor tit hand sig forseer,
Du som hvert Øyeblick forgriber dig end meer.
Stig aldrig paa din Food den Dag her jo begrædis,
At ved din syndig Iid Guds Bud-Ord ofvertrædis.
Tit af Brystfeldighed imod dit eged Vid,
Og i det beste Verck giør Arfve-syndsens Snid.
Al din Retfærdighed til it besmitted Klæde,
Saa du har Graad behov snart sagt i seng og sæde:
To daglig Karene, saa drifvis Smitten ud,
Ved stadig Poenitentz bortskyllis syndsens Grud.
Er Ondskabs Anfang sød, og Munden vel behager,
Den i din Jnderdeel som Øgle-Galde smager.
Byd Synden gode Nat og sig du haster Hiem,
Skeer sligt med Taarene, har det dißbedre klem,
Naar du saa tacker aff og iiler til Brudgommen,
Paa Timen gladelig, hand beder dig velkommen.
Set icke tratzig viis for Taare-Regn en Prop,
Retfærdighedsens Sool tar disse Skyer op.
Og giør dem drippende for de skal vederqvæge
Det som besværed er, og knuste Hierter læge.
Den Himmel-salig Trøst tilsiger GUD en hver,
Der med vemodig Graad for Synden Sorrig bær.
Mariæ Taare-Strøm flød ickun for detz ene:
Hun Græd og Fanged an at væde HErrens Beene.
Til Synd er Øyenen en viß Begyndelse,
Og Hierted følger dem som Vognen Hestene.
Paa det forbudne Træ den skrøben Eva stirred
Og Frelseren imod selfvjis ved Træed pirred
For det saae deiligt ud tog hun aff Fructen ind
Hin Lyst-sam Øye-siun forførdte hendis Sind.
Saa gick det Achan og: hos Rofvet saae den Taabe,
Blant andet kosteligt, en Babilonske Kaabe;
To hundred Sekel Sølff, Guld-tungen af sin vigt,
Var femti Sekel værdt, paa dette fik hand sigt:
Det lysted ham, hand tog for Hierted var indtagen
Aff detz Begierlighed bleff Haanden og bedragen.
Nu Synder har dit Siun førdt dig i Legervald
Oc giort Begyndelse til mangt it Synde-fald.
Da fang med Øynen an at giøre Plict for synden,
Mens Bod-Tiid end er til og Vand i Hofved-brynden.
Har du vanvyred Gud ved syndsens skam-løs Daad
Ær hannem dog igien met ydmyg Anger-graad.
Maria der en Stund hans Venskab haanlig spilte,
Bar det i Øyene hvor med hun ham formilte.
Naar Regnen ruser ud faar Himmelen sin Glands,
Oc strax alvorlig Bood paa Synden giorde Stands.
Fremskinned Jesus klar i hendis Hiertis Himmel
Saa hun paa Mørkheds Vej gick icke meer i Svimmel.
Der hafde lenge nock førdt Synd-Rusk i sin Kram.
Og som en slem Person bidt Hofvedet aff Skam.
Nu viste hun med Graad for hannem at Credentze,
Som var Begyndelsen til hendis Poenitentze,
Hand, der regerede, før nogen Ting blef skabt
Og villig leder op alt det som er fortabt,
Faar ved sin hellig Aand hos os udvircke Boden,
Og med sin Naadis Haand self aabne Taare-floden
Skal vi formedelst Bood udgaa fra dødsens Dal,
Og ind ad Lifsens Port i Frydens Ære-Sal.
En Død har ingen Magt sig selfver at opvecke,
Men Gud der uden skyld paa Kaarsit lod sig strecke,
Stod op aff egen Kraft, og Dødsens velde Brød
Os dermed at befri fra syndsens ævig Død.
Paa det vi Syndere, som hine Første-fødde
Blant HErrens Creatur skal icke leggis øde,
Mens dette skeer ved ham est du nu vel saa viis,
At dine Taare bør opoffris til hans Priis.
Naar end it Menniske med fljd paa tusind Kanter
Har giort alt hvad hand kand der endoc meged vanter:
Og naar hans Meening er hand har fuldendet sit,
Det nysens er begyndt, og icke kommen vit,
Hvor mangen Qvide-Taar Maria stedse toldet,
Blef det alligevel kun for en Anfang holdet.
Du Synder est endnu langt fra Fuldkommenhed,
Troor du den alt er naaed, da leg de Tancker ned.
Det har sig icke saa som du kandskee formodet
Langt est du fra dit Maal og lenger fra Klenodet,
Vær derfor icke lad, løb saa du dette naaer,
Hvem ved hvor yderlig du paa Graf-breden gaar.
All Verdens Ofver-Mood oc vanskelig Geskefter,
Er endt naar nogle faa med Skuflen bancker efter.
Men det du stræber for bestaar evindelig
Guds Rjgis Herlighed der kand fornøye dig.
Glem da det bagerste, blif ved en bedre Tone:
Søg det forsatte Maal saa faar du Lifsens Krone,
Og HErren som i dig det Gode har begynt,
Vil self fuldkomme det indtil den sidste Pynt.
Mariæ Taare rand i dette Haab alleene,
Hun Græd og Fanged an at væde HErrens Beene.
Der ellers Himmelen giør Jorden vaad med Regn
Giør Jordisk Øyen her paa himmelsk Fødder-tegn
Og giennem væder dem med lutter Anger-Taare
Hvor kunde denne Siæl en ædler Safft udkaare?
Som Himmelens Monark tog blideliger mod,
End dette Vand der giøs af hendis Øyen flod,
Hun giorde megen Synd, saa giør hun megen græden.
Gud de betryctis Ven gaf hende Trøst i Stæden,
Som hun i førig Tjd aff Synd bleff icke træt,
Aff Taarer icke nu kand engang blifve mæt,
Hvem vil da haanligen undfalde denne Qvinde,
Det er os vitterlig hun var en Synderinde;
Vi got Folk lige saa, hver har dißver sit Meen,
Og den er vel undskylt der mener hand er reen,
Nej Gissingen slar Feil det endis uden Kæde,
Hvad denne har begrædt hver Christen maa begræde.
Jt Hierte sielden er saa synde-knøt og hart,
Det jo maa smidigis ved Qvindens Taare-fart,
Og heller grædende beseer hvad hende piner,
End fører lang Discurs og gifver spodske Miner.
Hun fik got Vedderlag for sin trohiertig Graad;
Enfoldigt Menniske, brug du det samme Raad.
Naar Synden trenger dig og Jnderdeelen saarer,
Da treng dig ind paa Gud met dine Hiertens-taarer
De svinger sig hen op ad Himmelens Paulun,
Bekymrings sky forbj midt i Guds Øyesiun,
Og treffer Hierted, saa det aff Miskundhed brydis,
Hand maa forbarme sig naar ham slig Vedske bydis.
Vel knurred Joseph først og giør hans Brødre red,
Men der hand saa de græd, da stemmer hand i med.
Og icke lenger gad sit Broders Hierte fiæle,
Saa Broderlig til Sinds er Gud mod bange Siæle.
Synd derfor icke strax paa hans Barmhiertighed,
Saa from hand ellers er, saa grum, naar hand er vred.
Holt an om JEsu Gunst, at ingen Ting dig hefter,
Den Brud er kiæriste, mand lengst har bejled efter.
J verdslig Førsters Hof self at indtrænge sig,
Er farligt for it Stød, og lyckis neppelig;
Hos Himmelens Regent har saadant ingen Fare,
Hand glad annammer den, sin Trang vil aabenbare.
Med Taare bancker vi, med Fryd oplucker hand,
Vi skienker ham med graad, hand os med Lifsens vand.
Her faar alt grædis saa, du der aff icke kedis,
Og at Gienløseren it Fode-bad beredis;
For det er icke nok, du som en Hendelse
Kand væde dine Kind paa sand Omvendelse;
Men at du Haand og Food i Taarene kand vaske,
Og som en Ninivit, nedkast i Bedrings Aske.
Var Hofvedet end Vand, og Øyenen en Brynd,
Fik du dog icke nok begrædt den minste Synd.
Spar icke Taarene, de kommer dig til Nøtte:
Da fordum Engelen den fluctig Agar møtte,
Og viste vel forud hvad Vej hun vilde gaa,
Tog hand sig stadig for at mage dette saa:
Hun skulde grædendis sin U-dyds Daad erkiende,
Og angre Gierningen; Thi sagde hand til hende:
See, hvæden kommer Du? Hun i sig motte sla,
Det var saa meget sagt: Udgangen est du fra,
Din Hoßbond Abraham, og hans velsigned Bolig,
Hvor i du hafde nok, og kunde lefved rolig;
Gaar nu betuttet om i Ørkens tørre Land,
Og icke med din Søn kand faa en mundfuld Vand.
Ved dette Skole-Bad Hun lærdte vel at sørge:
Saa maast du Christen Siæl dig selfver ocsaa spørge,
Naar du vilt aabne dig i Nødens tørre Tjd,
Jt ledsk-sam Taare-spring: hvor est du kommen hid?
Betract og ofvervej du som en Synde-fangen,
Stodst i dit eged Lius og est gienstridig gangen
Fra Gud din Skabermand til Verdens syndig Fær.
Hvem kand da trøste dig? slet ingen O dißvær!
Fra Christi Faare-Sti du vigede saa Gluben,
Oc i Vildfarelse løb Helvids Ulf i Struben,
Bort fra din Faders Huus du rendte Tancke-fri,
Hen ad it Trældoms Land hvor Folk forderfvis i.
Kort sagt: du vandred ud til Sorgen fra din Glæde
Har derfor Aarsag nok slig Jammer at begræde.
Den ugeraaden Søn Raa-Rask aff Landet løb,
Men Hiem ad Villigen med Staader-stafven krøb,
Og keed aff Svine-Mad, var slugen efter Naade,
For hand sin Faders Huus undveg i verste Maade.
Og fra Brød-fylde nok drog hen i fremmed Land,
Hvor Hunger pinte ham, det aabned hans Forstand.
Saa hand vemodelig holt ved med ydmyg Bønner,
At motte tagis an blant Faderens Dag-Lønner.
J Christi Tieniste hin udslæbt Arbeids-Svend,
Har bedre Leilighed end verdens præctig Mænd.
Fald hannem da til Foed, at du mens det dig bydis
Kand faa den Trøst hvor med hans Tiener ofvergydis.
Som Agar hafde hørt det fyndig Engle-lyd
Hun svared: Jeg er fra min Hustru Sara flyd.
Reiß Øren Syndere gif Act paa disse Sager,
Du skiller dig fra Gud ved u-hørsamme Flager,
Og søger at undfly hans Naade som i sær
Kand ene trøste dig, naar Angstens stund er nær.
Der kun Afguderne blef fra Micheas røfved,
Som en Daniter tog, skreg hand og var bedrøfved,
J Meening den Forliis stod all hans Velfart paa:
Og da de Mænd af Dan spør, hvi hand skriger saa?
Gaf hand dem dette Svar: J borttog mine Guder,
Jeg selfver hafde giort, spør dog hvor for jeg tuder.
Men hand saa klaged sig, og nær aff skindet fløy,
For self-giort Billeder, utidigt Lumpen Tøy;
Da bør du Himmel-høyt langt klageliger skrige,
Naar Gud, som dig har giort, vil fra din Stimper vige,
Hvad got og nøtteligt har du foruden ham?
Slet inted; Men forgaar og blifver Sathans Nam.
Døer dig en Ven i fra? Du den fuld saart begræder,
Nedskyder Øyene, forandrer dine Klæder;
Men for Guds mistelse kun ringe Sorrig bær,
Lad Verden jefne sig, og tag dig dette nær!
Mariæ Taarer Var i denne Sag u-seene:
Hun Græd og Fanged an at væde HErrens Beene.
Det Østerlendisk Folk holt alle ved den Troe,
At ingen Sorrig-fuld lod sine Fødder toe.
Hvorfor Mephiboseth uvasked kom mod David,
Hand sørged for det Bad den fromme Siæl var lafved,
Der hafde giort ham got og nu med liden Rast,
Landflyctig svefved om for Voldsmænds Ofverlast
Glad-Hierted Mennisker lod deris Fødder vaske,
Oc tordte vel kandskee paa kraaged Veje hiaske
Maria blant den Hob løb Sutus mangen gang,
Og inted Lav forskiød hvor Vellyst gik i Svang,
Sin Frelser til Fortræd: Det vilde hun oprette,
Og førig Mißforstand ved Poenitentze slette.
Flan-Grillen fik Forlov da Cur paa Kæden falt,
Og fordi hun med Synd besmitted sin Gestalt:
Forsøger hun igien at rense den ved Taare.
Tog derfor villig mod Bekymrings baske Baare.
Giør Selskab Adams barn, i Bood vel at forstaa:
Du fører aldrig GUD en større Sorrig paa,
End met din syndig Jagt: naar Ondskabs Jdræt øfvis,
Vanskaber du dig self, og Frelseren bedrøfvis,
Hans Engle vjger bort, den hellig Aand slar Feil,
Og du til Helvede rend-løber for fuld Seil.
Blød derfor Øyene, mens her er Raad til væde!
Hvis icke dette skeer, da maa din JEsus græde,
Græd du, saa stillis hand, som alle Ting formaar
O! glæd ham dog igien med mangen Bode-Taar.
Der Agar Nacke-stiff gik som hun icke burde,
Fra sin Mad-Moders Hiem, Guds Engel hende spurde:
Hvort hen hun acted sig; hand saa hvad der blef af,
At vilde Beesters Bug fik blifve hendis Graf,
Foor hun end vider frem med u-forstandig Noder;
Thi sagde hand: Vend om til Sara din Mad-Moder,
Og under hendis Haand skal du ydmyge dig.
Tag Lærdom Menniske, vær spag og sinderig!
Hvor vilt du hen iblant, naar du med opblæst Tancker,
J Døsen reddisløs paa vrange Veje spancker?
Vend om, vil icke du bortkaste dig i grund,
Og blifve til it Rof for Pølens Lencke-Hund.
Saa mangen syndig Larm, hvor i du sicker sværmer,
Saa mange Fode-Trin du kommer Helvid nærmer.
Lef fryctsam, far i Mag, hør! det er bragt saa vit,
Gud raaber efter dig: vend om ô Sulamith!
Vend om, at vi dig seer. Vend om, hand siger atter,
Og icke dette Sprog saa tit i Munden fatter,
For dine Dyder skyld; Men for hand skiønner best,
Hvor nær i dette Kiør du hos Afgrunden est.
Snart kand det hende sig, naar Døden spender Buen
Du sofner Hierte-skut, og vaagner op i Luen.
Kom Enden kun ihu, saa løßner Graaden knap;
Maria paa den Viis fra sin Bekymring slap.
Bodfærdighed keeg ut af hendis Øyen-Steene:
Hun Græd og Fanged an at væde HErrens Beene.
De Beene vandet hun, som siden vaad aff Blod
Med Nagler hulis ud, der hand paa Kaarsit stod.
Ah, Syndere betenk hvor for Gud leed den Møde!
Din Purpur-farfved Synd kom hannem til at bløde,
Lad derfor Øyene, som Strømme gyde Vand;
Men Jesu Rosens Blod for din Mißgierning rand.
Maria føyed ham med sin standhafftig græden,
Og for begangne Feil var icke spar paa Væden.
Gud, som det røde Haf forandret i den Skik,
At Jacobs Æt der paa med tørre Fødder gik:
Hand selfver icke nu, drag det ickun til Minde,
Nød sine Fødder tørr for denne Synderinde
Hun ofverspruttet dem af hendis Taare-Veld,
Oc gierne tog hand ved, for vedsken hafde Held.
Du tencker er det Trøst for dennem Sorgen klemmer?
Er Herren tient dermet at man i Graaden svemmer?
Ja vist bodfærdig Siæl, hand siger det faar skee,
Altingist har sin Tjd, først græden siden lee.
Jgiennem Øyene Maria Pligten ydet,
Oc i Begyndelsen it Taare-Haff udgydet
Men det fik anden Art, strax hendis Siælis Skat
Kun sagde met it Ord: Din Synd er dig Forlat.
Da gik Triumphen an, da fulde Fryd paa Møyen
Hun tørrede hans Been, hand tørred hendis Øyen,
Angst-flagerne forsvant, til Taal hun sig begaff,
O salig er den Kind hand tørrer Graaden aff.
Egypterne bleff i det røde Haff begraffved,
Oc all gienstridig Synd forgaar i Taare-Haffved
Frem, Jord-klimp, frem oc græd! lyd din Forløser ad!
Før Retviished gaar ud at stiffte blodigt Bad.
End kanst du finde Trøst i Christi Blod ved Troen,
Nu der hans Fødder vil med Taarer være toen.
J Dag betimmelig gif Act paa dette Bud?
Maa skee, før Morgenen Blod-fanen stickis ud:
Og hand vil søge Heffn i dine Blode-Draaber;
Da gielder ingen Graad, om du høy-mæled raaber.
Hvad est du Madik-sek? Lit Støf, en haandfuld Muld
Mod ham som hastelig kand blæse dig omkuld.
Mens alle Syndere for Naadsens Dør maa bucke,
Da krøg dig ocsaa ind med Taare-sprengte Sucke,
Hvad Resten, jeg og du, mod HErrens Bud har brut,
Hand i sin Graff begroff, der er det inde-slut.
At du for hannem est en groff ælendig Synder,
Det kommer ingen ved; Din Graad hand dog velynder
Er den kun uden Last, glad-Hiertet hører du,
Din Synd er dig forlat, vær icke da saa blu.
Her hid med Taarene, med Suck aff Hiertetz-rødder,
Leg dem ydmygelig hen under JEsu Fødder.
Saa blifver Synden glemt, bortskylt oc tramped ned
Hvorfor Mariæ her blef sagt: Gak hen i Fred,
Hvad Hun paa HErrens Been udøsede med klagen
Du meener dig er ved hans Himmel-fart betagen,
Her far vel ingen op oc væder dennem der,
Hvor Glæden evig roor oc ingen Græden er.
Vist icke; Men da hand til Himmelen er faren,
Paa Jorden Fødderne hand efterlod blant Skaren,
Der lider Sult og Fraast, gaar nøgen, fuld af Meen.
Græd ofver deris Nød, saa væder du hans Been.
Hand tog dig for en Svend, hvor staar da dette skrefven
Huus-Herren i sit Folck tom-buged skal gaa refven,
Og du med propped Kreel nær svemme hen i Pragt,
Tenck paa den rjge Mand, hand brasked, nok er sagt.
Om du til Ofverflod gaar udstafert og fyldig,
Er Gud dig icke meer end mig og andre skyldig,
Aff Naade har du dit, hvor høyt du est paa Spil,
Been-huset lærer dig hvad Hofmod duer til.
Saa snart den blege Død udpuster Lifveds Fackel,
Og du snoor Næsen op, da raadner jo din Stackel,
Der ligger alt dit Prunk, og Dommen staar dig for
Saa vist som Amen er i voris Fader Vor.
Merk du, som tunglig nok met Rjgdom est bemøyed,
Hvor læt Kamelen gaar igiennem Naale-øyed?
Rjgdommen i sig self, du lovlig har fortient,
Fordømmer icke dig, er den kun vel anvent,
Giør Almusfolcked got, der kaldis Christi Lemmer,
Hand som er Hofvedet, det ingenlunde glemmer;
Men hielper dig igien naar skebnen falder tynd,
Som Vand udslucker Jld udsletter Almis Synd.
En Haand den anden toor, gif dem aff det du hafver,
Med nøttig Ynskelser de dig igien begafver,
Den Bøn bær bedre Fruct du sticker i din Barm,
End dit Huus-baged Brød i deris sluncken Tarm.
Lav dig til drøfvelse, nect Herren ingen Tienist,
Den snefre Kaarsens Vey til Paradiis er gienist,
En Tieneris Habit hand her faar tage paa,
Som vil behage GUD og hisset Kronen naa.
Du siger mangen Gang: Jeg er saa Sorrig-bunden,
At Hierted befrendis vil velte sig til Munden,
Og ud af Øyene, tungt som it stycke Bly
Men Synder, vedst du hvad det er? En Taare-sky,
Der snart vil bryde løß, og svale dig i Qviden,
Holt kun din JEsum fast, saa gottis det med Tjden.
Du svarer: Ja hvor med mon jeg skal holde ham?
Hvor med holt denne Siæl det Guds uskyldig Lam?
Med hendis hiertens Graad, og Haabed til hans Naade,
J god Tjd giorde hun de syndig Øyen vaade,
Kiær hafde hand det Vand af Hofvet-kilden sprang,
Og trøstig gik hun bort qvit fra sin Jammer-sang.
Langt fra hvad ondt dig nu pinactig vederfaris,
Er værdt den Herlighed i dig skal aabenbaris,
Naar du, hvis taared Kind Huus-kaarset giorde bleg,
For hvert it Græde-korn skal bære Glæde-Neg.
Hvor din Immanuel al Sorg til Fryd forvandler.
Den tørre Aarons Kæp i hast bar modne Mandler,
Saa grønnis dine Been i Paradisis Roo.
Der er dit Symbolum: Ah! her er got at boo.
Hver anger-gifven Taar Gud i sin Flaske samler,
Og din andæctig Suk høyt for hans Øren skramler,
Der yppis Fryde-Sang i Englernis Capel,
Naar du ved Poenitentz har frelst din arme Siæl,
Bod-Taarer glæder dem, de kiender ingen anden,
Bug-Sorgs u-nøttig Graad forlyster Busse-Manden,
Saa tit den byttis ud, saa tit faar hand en Slick,
Men Graaden for din Synd det er en Engel-Drick.
Ynsk derfor hiertelig saa Taare-Haglen trilder,
Gid Hofvedet var Vand og Øynen Græde-Kilder.
Nu viid at Himmelen giør Jorden vaad og tør,
Men om den usel Jord man aldrig saadant spør.
Maria grædendis gick begge Deele giennem
Guds Fødder vædet hun, og siden tørred dennem.