Du kjære Stær! er du kommet fra Syd
og Øst allerede? —
Blev den forpurret, din Højsommerfryd,
blandt Ranker der nede?
Blev du så angst for Kanonernes Drøn
og for Sablernes Raslen,
at du drog hjem til den fattige Røn
og dig gjemte i Haslen?
Havde du nede ved Weichel og Rhin
et frygteligt Møde?
Så du — hvor Markerne bugned af Vin —
en Ungdom, som døde?
Syntes du, Druerne smagte af Blod
og af Mødrenes Tårer? —
O, jeg forstår det, at du forlod
dette Land, fuldt af Bårer!
Tog du mod Heltens det bristende Blik,
hans Dødssuk det svage?
Døde han uden en læskende Drik
og dog uden Klage?
Bringer du med fra en sønderjydsk Gut
en Hilsen til Moder,
eller til Barnet, hvis Fader blev skudt
— måske af en Broder?
Fløjted du sagte fra Vinhavens Hang
en Bøn i hans Øre?
Var den det sidste — din hjemlige Sang —
han her fik at høre?
Fløj du så bort over Dynger af Lig
imod Dannemarks Strande
med din Protest mod den grufulde Krig
i de sydlige Lande? — — —
Ja, jeg forstår den — din ilsomme Flugt
fra Rædslen og Striden. — —
— Rønnen i Danmark har også så smukt
sig modnet før Tiden. —
Nyd dine Bær, og fortæl ved din Sang
om dit Højsommermøde!
Bring os din Hilsen med vemodsfuld Klang
fra alle de Døde!
(Septbr. 1914.)