Alberta Eltzholtz (1846–1934)

Du spørger mig, hvordan jeg bar mig ad

da jeg gav Gud mit Hjærte og blev glad. — —

        Jeg ej det ved!

Der kom en Higen mod ham i min Ånd,

lig den, der drager Pilens ranke Vånd

        mod Bækken ned.

Jeg så, hvor Jordens Blomsterpragt var kort

og græd for Noget, som ej visned bort

        I Døgnets Nat —

og da mit brudte Hjærte dybt i Løn

fik Kræfter til at løfte sig i Bøn,

        det fandt sin Skat.

Jeg kan ej sige dig, hvordan det kom,

det nytter ej, du spørger mig derom;

        jeg ved kun Et: —

        jeg ved, at det er sket!

Du spørger mig, hvornår jeg gav mig hen

til Gud — og fik hans Kjærlighed igjen — —

        Jeg ved det ej!

— om jeg dig nævne kan det Øjeblik,

da Jesus al min Syndebyrde fik. —

        Ak nej, ak nej!

Jeg tror, det var, da jeg var ganske tømt

for hver en Adkomst, jeg mig havde drømt

        til Barnekår,

da Åndens Lys i Troens Morgengry

sig sænked over Sjælens Syndesky — —

        — men ej, hvornår!

Jeg tror, det var den Gang, jeg bød ham ind,

jeg fik hans Kjærlighed i Sjæl og Sind, —

        Et ved jeg vist:

        jeg elsker Jesus Krist!

Du spørger mig om, hvor jeg mig befandt

da jeg mit Hjærte til min Frelsers bandt —,

        Jeg ved ej, hvor!

Det skjønne Sted er svundet af min Hu,

ret som den Sne, jeg ikke mindes nu,

        der faldt i Fjor.

Jeg tænker, Gud just sådan fandt det ret —

— ak, hvor jeg vilde elske denne Plet,

        hvis jeg den fandt! —

Jeg tænker, jeg med tusend fine Bånd

var lænket fast til Stedet med min Ånd,

        derfor det svandt.

Jeg kan ej sige, hvad du spørger om,

kun dette Ene, at min Frelser kom!

        Han var mig nær —

        han mig velsigned der.

Du spørger mig, hvorfor jeg gik til Gud

og bad ham slette Syndeskylden ud. — —

        Her er mit Svar:

Det er en sælsom Saga, kom og lyt,

selv om måske for dig det ej er nyt

        det Svar, jeg har.

Til sidst mit Hjærte droges imod Gud

så mægtigt, at jeg fulgte Hjærtets Bud

        og stansed brat.

Jeg var så ene og så hvileløs,

mit stakkels Hjærte vånded sig og frøs

        I Tvivlens Nat.

Jeg hørte om Guds Kjærlighed så stor

til mig og til den hele faldne Jord. — —

        Jeg gik i Løn

og søgte den paa mine Knæ i Bøn.

Du spørger mig, hvorfor den Tro jeg fik,

at ej forgjæves jeg til Jesus gik

        i Sjælens Nød. —

Jeg vidste, han af idel Kjærlighed

til mig var steget fra sin Himmel ned

        til Korsets Død.

Jeg hørte, hvor han midt i Døden bad:

»O Fader, deres Synder dem forlad!«

        — Han bad for mig! —

Da sank mit Hoved mod mit Bryst af Skam,

min Synd som aldrig før jeg da fornam,

        da fandt jeg Vej.

Jeg hørte, han mig kaldte ved mit Navn,

da løb med Tak og Fryd jeg i hans Favn.

        Derfor jeg kom! — — —

Har nu jeg sagt dig, hvad du spurgte om?