Så kom du da frem, du lille Viol,
om end det var sent!
Du ventede kun at den varmende Sol
skulde hviske ned til din »Stedmoder«=Stol,
at det var dig, der var ment.
Du ventede kun af den kvægende Regn
en halv Snes Stænk bag dit skjulende Hegn,
så titted du frem, du lille Viol.
med Øjne blå, med en Duft så fin,
— en Duft, som alene er din —
et Smil til den kaldende Sol.
— — —
Min Sang! mit Hjærtes skjulte Viol!
Hvad tænker du på,
at blomstre her uden Glimt af Sol,
hvor Ingen dig kan forstå?
Hvi mon du ej døde i din Knop
uden at lukke dit Øje op?
Hvorfor mon du blomstrer her bag dit Hegn
uden Solskin og Forårsregn?
Mon Solen og Regnen skal nå dig en Gang,
min lille »Stedmoder«-Sang?
Mon den skal nå dig en Gang?