Til Regentsprovsten
1832
1832
Studenten gjør ei mange Ord,
Ei hykle kan og prale;
Hans jevne Sind sig lidt forstaaer
Paa Hofmænds glatte Tale;
Hans frie Aand uvilligt kun
Soldaterskikke taaler —
Og Hjertet tier, naar hans Mund
„Paa Tælling“ Hurra straaler.
Men paa Regentsens gamle Gaard
Imellem Folianter;
Ved Høresalens Egebord:
Sin Standart fro han planter.
Der er hans Asyl og hans Hjem,
Hans aandelige Rige;
Der lystelige Syner frem
For indre Blikket stige.
Der forsker han med Lyst og Flid
I gamle Vismænds Skrifter;
Og mærker hver forsvunden Tid,
Ei blot ved Storbedrifter;
Der grandsker han det dunkle Væld
For Livets store Gaade;
Og Ordets Kraft til Folkets Held;
Og Hjertets skjulte Traade.
Der lytter ei uvillig han
Til sine Mestres Stemme;
Thi Ord af dem han høre kan,
Som det er værd at gjemme,
Ord, som har Mandens stærke Liv
Og Viddets friske Flammer,
Som trænge ind med kraftigt Bliv
I Tankens skjulte Kammer.
Og for hvert sandt og dygtigt Ord,
Han sine Mestre skylder,
For hvert et Lys, hans Indre faaer,
Hans hele Sjæl dem hylder —
Men ei han med en ziirlig Strøm
Af Ord sin Tak kan male:
Med Tak i Hjertet staaer han frem,
Og Vivat er hans Tale!
Som Lærer stod Du længst os nær,
Og Lysets Flammer nærte;
End meer Din Aands, Dit Hjertes Værd
Regentsens Provst os lærte:
Du staaer blandt os som ældre Ven,
Med kjærligt Raad tilrede;
Forsmaaer hver Hylding uden den,
Som Hjertet gie’r med Glæde!
Thi flokke vore Skarer sig
Idag paa Glædens Vinge,
En meent og trofast Hilsen Dig
I festligt Chor at bringe!
Studenten gjør ei mange Ord,
Saalidt, som Havets Sønner:
Et Vivat, som fra Hjertet gaaer,
Dig tolke Hjertets Bønner.