Hvor saare lidet hør der til
For lykkelig at være!
En grundet Fjord foruden Sild,
Som neppe Skib kan bære;
En Egn, som, nøgen, arm og kold,
Er given Stormens Magt i Vold:
Kan Glædens Værn og Lykkens Skjold,
Trods Sydens Lund være!
Den ydre Verdens Glands og Held
Ei Lykkens Blomst kan give;
Fra Aands og Hjertes indre. Væld
Den kaldes maa til Live;
Og Kjærlighedens varme Smiil,
Som luttrer Glæden, reen og mild,
Maa ved sin himmelsendte Ild
Fuldkommenhed den give.
Hvor saare meget hør der til,
For lykkelig at være!
En velbrugt Ungdoms skyldfri Spil,
En Manddom, stridt med Ære;
En trofast Hustrues ømme Favn,
Et kjærligt signet Fader-Navn:
Kan ene Lykkens ægte Havn
For Nordens Sønner være!
Thi holder Glæden Jubel — Fest
Idag bag disse Vægge —
Mens Stormen, som ubuden Gjæst,
Vil gjennem Ruden brække;
Og Fjorden heiser Flag af Skum,
Mens Vesterhavets fjerne Brum
Med festligt Bulder kvæder om,
Det Held, I nyde Begge!
Thi, Venner! Hjertets hulde Pagt,
Som Eders Ungdom knytted,
Har venligt, før I selv gav Agt,
Til Livets Høst Jer flyttet;
Og huuslig Lykkes stille Glands,
Og Dyds og Veldaads ædle Sands
Den muntre Ungdoms friske Krands
Om Eders Træk beskytted!
Seer Eders Børn, som om Jer staae,
I kjærlig Fryd at bæve!
Føl deres Aand, som fjerne gaae,
Om Eder ømt at svæve!
Til alle gode Gavers Hjem
Gaae barnlig Omheds Bønner frem —
Og Venner stemme i med dem:
Høit Jubel-Parret leve!