Lysestøber-Vise Nr. 2
1836
1836
Der boer en Lysestøber
Ei langt fra Hjorteholm;
Hvor man hans Bøger kjøber,
Til Lys forvandles Mulm.
Dybt ind i Nattens Mulm
De Tællelys han støber:
Saa flyver han til Raane
Alt med sin lille Kone.
Hvad Lys han støber der,
Jeg ei vil melde her.
Før boede han derinde,
Hvor Man for Tidsfordriv
Bagtaler Ven og Fiende,
Tilleie med sin Viv.
Nu Man ham med sin Viv
I egen Gaard kan finde:
Smaablomster Haven smykke;
Paa Muren Svaler bygge;
I Gaarden et Stillads
Med mange Lys gjør Stads,
Gid der med Kraft og Styrke
Han støbe Lys i Mag,
Saa Nattens skumle Mørke
Forvandler sig til Dag! —
Ja vel: til klaren Dag!
Thi Folket ynder Mørke:
(Det dybt udi det svømmer,
Skjøndt ei derom det drømmer;
Thi det ta’r Næsens Blus
Af Brændeviin for Huus!)
Men Lysene han støber,
Sig selv kun til Plaseer,
Som Præsten siden døber,
Velsigner jeg især! ’
Den ægte Characteer
Af gode Lys de røber;
Gid de, naar Alderdommen
Er paa hans Sine kommen,
Maa end i Dødens Gys,
Ham blive Livets Lys!
Hvis ei udi min Vise
Jeg skjæmted hist og her,
Jeg Hende vilde prise,
Som Lyse-Kronen er!
Ja, hende priser Hver,
I Hjertet — uden Vise!
Men sig for hendes Blikke
Min Vise vover ikke;
Thi vies denne Gang
Kun Støberen min Sang!