Med sin Bylt af Jordens Fryd og Plage,
Træt og mødig alt ved Oldingsstav,
Vender Aaret snart igjen tilbage
Til sit Udspring : Evighedens Hav!
Megen Synd og Nød, som Bylten rummer,
Sænkes i den dybe, dunkle Strøm;
Mangen smuk Forhaabning, bitter Kummer —
Ak, men og saa mangen salig Drøm!
Fjernt fra Vrimlen, som letsindig straaler,
Sidder her en Ung og Gammel fro,
Bringe det, med Tak, i fyldte Skaaler
Afskedshilsnen, for det gaaer til Ro!
Mangen Blomst det rovede den Unge,
Trætted med sin Vægt den Gamles Fod;
Dybt i Begges Inderste dog runge
Hvert dets Mindes Toner: „Gud er god!“
Med erkjendtlig Tak i rørte Hjerte
For hver Glæde, det os kjærligt bød;
Selv med Tak for hver en udstridt Smerte,
Hvis Erindring er veemodig-sød; —
Uden Frygt og drømte Idealer
Skuende mod Fremtids dunkle Krands,
Vinke vi Farvel det Aar som daler,
Hilse fro det unges Morgenglands!