Og, medens de Bölger rulle afsted,
mig synes, at ogsaa jeg skulde med.
Schack Staffeldt.
Sildigt vakt af lange Blund,
Flora atter Livet glæded’,
og mod elsket Blomsterlund
Sulva mig ved Haanden leded’,
tog en Rose, kyssed’ den,
ömt mig Blomsten rakte hen.
Zephyr saae min fulde Lyst,
glemte Floras lette Smilen,
hæved’ sig fra Blomsterbryst,
og, i avindstyrket Ilen,
Rosen greb; min Taare gled;
Begge, ak! den spögte med.
Over Slette, Dal og Vang,
gjennem kjelne Blomstersphærer,
i en evigvexlet Gang,
bort min elskte Blomst den bærer,
mod en Lund den förer hen,
hvor en Dryas favned’ den.
Haabet glimted’ i min Sjæl;
glödende didhen jeg iler;
Zeus! giv Kampens Dryas Held! —
Ak! bedrag’riskt Haabet smiler.
Zephyr bær’ med seirrig Lyst
Kampens Pant mod sölvblaa Kyst.
Havets mörke Kæmpekrop
Posidaon höiner, breder
over Rosens spæde Top,
ud paa Tillien den leder;
og en Triton drog den ned,
drog med den mig Livets Fred.
Langsomt jeg den dale saae;
stundom end i klare Strömme,
naar sælsomme Lys fremgaae,
og i söde, söde Drömme,
jeg paa Bölgens dybe Leer
seer et mystiskt Purpurskjær.
Derfor jeg ved Dybet staaer,
i et aldrigtrættet Vente,
synes tidt, at Röst udgaaer,
som til Fred mig blidt vil hente.
Dyb, som bölger om min Lyst!
Dyb! indslutter Du ei Tröst?