Hil Dig, o! himmelbaarne Phantasi!
Naar nær’ hinanden vi i Verden stande,
og angste male Hjertets Harmoni,
ved henrykt ubevogtet Blik at blande,
og kjelent gribe Haand, ei Verden seer;
Du, Du i höire Glands da Alt indhyller,
og aandigst Elskovsnydelse fremtryller
ved hvert et Blik, hvert södt fremdraget Nær.
Taust sammenslyngte Sjælene sig finde,
og eget Væv af eget Indre spinde;
ja! selv naar langtfra vore Blik sig möde,
at fjernt vi os, Arachne lig’, formaae
den ömmeste Berörelse at föde.