Skulde for min Död jeg bange zittre?
Nei! jeg zittrer ikke for min Död.
Uveirslyn i Natten knittre!
Morg’nen glimter dobbelt röd.
Ei vil for min Död jeg bange zittre.
Gud har mig Udödelighed givet,
thi han selv udöd’lig er,
og mit bedste Selv i Livet
fuldt med hans forbundet er.
Gud har mig Udödelighed givet.
Denne Livskraft mod Oplösning stævner,
og mit Legem’ vorder Rov for Orm;
o! men mine ev’ge Evner
stande fri bag Livets Storm;
kun min Livskraft mod Oplösning stævner.
Död og Undergang jeg trygt foragter;
de nedbryde ei min stærke Aand,
og hvad varmest, höi’st jeg eftertragter
fængsles ei af Gravens Baand.
Död og Undergang jeg trygt foragter.
O! hvor ofte har ei Döden truet
barsk min jordiskt sygelige Dragt!
bedre Liv er mig opluet,
gjennem Kampens Smerte vakt;
bedre Liv; mig Döden har ei truet.
Trofast Ven er Döden kun vort Hjerte,
styrker i os helligt Himmellys,
ender Byrde, Nöd og Smerte,
varsler Synderen med Gys.
Trofast Ven kun Döden er vort Hjerte.
At vi under tomme Drömmes Vente
slövt ei nyde kun vor Jordiskhed,
Længsel, Taarer den os sendte,
hæver den vor Skröb’lighed,
spreder disse tomme Drömmes Vente.
Derfor, naar Du vil, Du hæve Sværdet!
kjære Gamle! gode Knokkelmand!
trygt min Aand og uforfærdet
Dine blege Bene skue kan;
mig ei skrækker Blink af Dödningssværdet.
Skulde hist min Fader mig forlade,
naar Dödskampen slukker Öiets Skjær?
Vil han Den i Döden hade,
som ham elsked’ sönligt her?
Nei! min Gud! Du vil mig ei forlade.