Oldtids helligholdte Sal!
Mindegruus om faldne Tider!
see! jeg faldt paa Livets Val;
let jeg mod Din Hvælving skrider;
Freden boer bag Glemsels Sider,
o! hvor hjemligt i Din Hal!
Lig Du er min Bane her:
hist stod blank Din Tindes Plade,
hist hang Pantsre, Skjold og Sværd,
fuldt af Smiil, lig Livets Glæde;
nu kun Gruset paa Dit Stade
maler Undergangens Skjær.
Fuldendt Alt sank ned mod mig;
Elskovs Dug jeg kunde drage,
venligt og til mine Fjed
smiled’ Sol i svundne Dage;
som Ruin jeg nu tilbage
staaer af anet Herlighed. —
Naar med festlig Vaabensang
Kæmper drog’ fra Kampens Vale,
gjenlöd’ Kvad ved Bægerklang
höit i Dine Marmorsale;
tunge Suk de Stöd nu male,
Storm Dig förer over Vang.
Muntert, med en barnlig Röst
slog mit Hjerte för derinde,
da det södt i Lauras Bryst
aned’ Gjenklangstro at finde;
nu det ængstligt slaaer, som Minde
om en længst begraven Lyst.
Dagens Jubel var Dig nær,
Natten steeg, Dit Liv ei döde!
Alle iled’ mod de Skjær,
som dem fjernt til Samfryd böde;
nu man Dig i Nattens Öde
flyer af Frygt for Aanders Færd.
Glædens Sön drog og mod mig,
thi jeg elsked’, og den milde
Fryd saa gjerne leirer sig,
sprudler den af Elskovs Kilde;
nu man flyer den Tungsindsstille,
frygtende for Livets Liig.
Laura! Laura! Elskovs Lyst
Dine Rosensmiil mig lærte;
hvi, ak! vilde samme Röst
vie mig til Elskovs Smerte?
Brist da! Du, forglemte Hjerte!
sprang det sorgbebo’de Bryst!
Brist, lig denne Steenhobs Skjær!
Glemsel suse om Dit Leie:
Jordens Alt stövviet er.
Lethe er kun Tidens Eie;
Haabet gjæster Lysets Veie:
Engang brister Vexels Sværd.