I blaalige Zone,
hvor Sjælene finde
den smilende Fred,
sad Dydens Gudinde
paa blomsterklædt Trone,
og skued’ mod Jorderig’ ned.
Saae Fromhed nedböiet,
og Lærdom af Daarer
bespottet, forviist,
og Elskov i Taarer;
men Vold kun ophöiet,
og Adel og Vellyst höit priist.
Da vinker den Milde:
de hvilende Vinger
udfoldedes glad,
en Fugl sig nedsvinger,
og, dalende stille,
ved Tronen taus, lyttende sad.
"Hist ned skal Du svæve,
"hiin lavere Sphære,
"hvor Mennesker boe,
"Din Bolig skal være;
"der skal, mens de leve,
"Du lulle de Fromme til Ro.
"Og seer Du dernede,
"at Dydige leve
"i Armod og Nöd;
"da mod dem Du svæve!
"og venligt Du kvæde
"om Gud, som vil lönne bag Död!
"Seer sorgfuld Du hvile
"en Viismand, som hadet
"kun mödes med Haan;
"da sjunge Du Kvadet,
"at Tiden skal smile,
"da Slægter vill’ prise hans Aand!
"Og skulde Du skue
"adskilte at vanke
"varmt elskende To;
"da tröst med den Tanke,
"at Kjærligheds Lue
"gjenstraaler, hvor Englerne boe!"
Saa taled’ den Blide;
sin Vinge udbreder
da Fuglen mod Jord;
nu kjærligt den kvæder
for Alle, som lide,
naar Fromhed i Hjertet kun boer.
Og rastlöst den stævner
fra Hjerte til Hjerte,
husvalende Nöd,
ömt lindrende Smerte;
thi venligt den nævner
sig Haabet i Liv og i Död.