Hvis her Du savner,
og ei har Rist,
o! da Du favner
det fjerne Hist.
Hvad först skal blive,
Dig Phantasi
forud tör give
i Sværmeri.
Schack Staffeldt.
Reen, som Verdensaltrets Offerlue,
blid, som Haabet gjennem Gravens Fred,
lyser Luna fra sin Stjernebue,
Tankens legemskabte Evighed.
Elskte Nat! ja! hellig Fred omsvæver
Dine frygtetstille Skyggers Hær,
mens Din Kæmpevinge Væsnet hæver
op til anet Maal for dets Begjær. —
Lösgjort Sjælen Nuets Skranke sprænger,
tyder Runerne paa Fædres Grav;
frem forförende et Glimt sig trænger,
lysende mod Fremtids Ætherhav.
Fro den bag sig Vanens Trælpygmæer,
Enkelthedens guldtilsvorne Ström,
Nydelsens de kronede Tropæer
skuer som en svunden, ublid Dröm.
Slövheds valgte Slör, for Lyset stillet,
Barnets huult paatvungne Bobles Skjær:
"Troen splintres som et Afgudsbilled’
at Erkjendelsens frigjorte Hær.
Psyche, vishedsyg, Selvtillids Vinger
folder ud mod Verdners Majestæt,
og med læmpet Kraft en Stund sig svinger,
sögende Alharmoniens Eet.
Vee den! vexlende Systemer mödes;
flagrende mod fjerne Solebaal,
Vingen saares, og til Dalen nödes
i sin förste Stræben mod sit Maal.
Stilöst Rædselsöde den omsvæver,
Intets Gru adspreder Haabets Dröm;
svag, bevidstlös, barnligen den bæver,
Blikket vendt mod Fremtids Scyllaström. —
Söde Phantasi! mod hine Riger
Du da stævner gjennem endlöst Rum,
og ved luefaste Vinge stiger
op til Anelsernes sidste Döme.
Tændte Baal og Öder Dig ei fatte,
trygt Du tumler Dig i Kloders Dands,
vender hjem, og ventet Verdens Skatte
præger Sjælen af ved Stjerneglands.
Som et Spil, Forjettelsernes Straale
den opfatter i sin kolde Nat,
og med jordisk Viisdom vil udmaale
Himmelkraftens himmeltagne Skat.
Fra sit Intets Nat den kun sig hæver
til en læmpet Mueligheders Dröm;
svag, bevidstlös, barnligt end den bæver,
Blikket vendt mod Fremtids Scyllaström. —
Skattes Glorie omhyllet, træder
Phantasus mod Fölelsernes Hjem;
mildt belönnende da Hjertet breder
Virkeligheds Glands henover dem.
Hjerte! Hjerte! ene Du kan skjænke
hine Syner Visheds Guddomsvæld;
Hjerte! ene Du formaaer at lænke
dem til idealafrundet Held. — —
Tilversgaaden Fablens Dragt afkaster,
Længsler stilles, skyldfri’ Taarer, Savn,
Aanden frem ad vakte Bane haster,
Stormen sig bevidst i Fredens Havn.
Haanet Stordaad Lönnens Krone finder,
kronet Vold for Dommen stedes frem,
og mens Hyklermasken bange svinder,
hilser söd Oprigtighed sit Hjem.
Södt skal luttret Attraa vorde stillet;
hver en hellig Kraft, forhaanet her,
i sin Virkning, lig et Vanvidsbilled’,
skal afslöres, skues, prises der.
Hver af mine tabte Kjæres Maner
svæver frem i Lysets Ætherflod;
o! og jeg, hvad Hjertet varmest aner,
engang hilser dem, jeg her forlod.
Elskovs forudgrebne Harmonier,
hine, Lysets Engler smelte ved,
flætte Samlivs fulde Tryllerier
for Beslægtedes her skilte Fjed.-
Tidt skal derfor jeg i natlig Scene
favne saliglöst hiint Sværmeri;
trygt I, Elskte! kunne vandre ene,
Fölelse! og Du, o! Phantasi!