Jacob J. Dampe (1790–1867)

Til en ung Pige

som i tre Aar utrættelig hver Uge samlede Aviser og andre Blade til mig, og sendte mig i Fængsel paa en Tid, da det var forbudt, at jeg maatte faae Aviser.

Dig fremmed var jeg, aldrig saae du mig,
Den Tanke kun var nok for dig,
At jeg i Smerter var, at jeg behøved Trøst,
Utrættet fulgte du dit Hjertes Røst.

Om alle Mennesker forlod mig end,
Om bort fra mig de alle vendte sig,
Al Lykke var ei tabt, endnu jeg havde den,
En ædel Pige har saa ofte tænkt paa mig.

Dyb Tanken er, o Pige! hos dig gjemt,
I trende Aar du har mig ikke glemt,
Dyb hviler Tanken og hos Kummers Søn,
Som Smerten tærer i hans Grav i Løn.

Vist i dit Hjerte er lyksalig Fred,
Og blide Drømme om dit Leiested,
En Tanke glad du stedse hos dig har,
Som gjør dig Himlen lys og Dagen klar.

Man Hundred kjende kan i hele Livets Tid,
Og kjender dem dog ei med al sin Flid,
Om dig jeg veed kun Eet, og Mere ei,
Din hele Sjæl fuldkommen kjender jeg.

Mit Blik i denne Grav sig lukke skal maaskee,
Og aldrig Solens Lys jeg meer skal see,
Da kommer Døden, hilset, som en Ven,
Den Raab fra mig har hørt, hvormed jeg kaldte den.

Da ei min Aand forlader Jorden her,
Før den har først hensvævet til dig nær,
Den, fri fra Baand, usynlig hos dig staaer,
Betragter nøie dig, før den til Stjernen gaaer.

Maaskee i fjerne Egn jeg ofte græmmes skal
Ved Mindet om udstanden Pinsels Qval,
Men da ved hver Erindring vil
Jeg glædes over det, at du var til.

I hine Lande hist, hvor Folkefrihed boer,
Der min udstandne Lidelse jeg troer
Hvert Hjerte dele vil, og Taarer snige sig
Ad deres Kind derved, og de lovprise dig.

Der skal jeg til en Malerkunstner gaae,
Af dig et Billed ønsker jeg at faae,
Din Handling jeg ham kun fortælle kan,
Da efter det alene maler han.

Eet Billed maler han og eet endnu,
Det kommer hid, og deri seer Enhver
Din Sjæl. Det er dig ligt. Det selv betragter du,
Og derved rødmer, at saa skjøn du er.