17. Elskovstimen tilsidst da kom — hvis jeg dulgte det længer
(Sulpicia til Cerinthus.)
(Sulpicia til Cerinthus.)
Elskovstimen tilsidst da kom — hvis jeg dulgte det længer,
blues jeg maatte vel mer, end om jeg røber det nu.
Venus længe med Sange jeg bønfaldt, til hun bevæget
bragte mig Ynglingen kjær, lagde ham tæt til min Favn.
Venus sit Løfte har holdt; hun gjerne maa røbe min Elskov,
hvis der er Piger, som ej nøde saa salig en Fryd.
Nylig til Brevets Segl at betro det jeg frygted, at Ingen
skulde det læse, før han, han, der er min, fik det læst.
Dog — jeg fortryder ej Elskovs Synd; den ærbare Mine
kjeder mig kun. Hvad saa? Var vi hinanden ej værd?