Karl Conradsen (1839–71)

Mægtige Mars! For at ære din Fest er Sulpicia pyntet.

Har du Forstand, saa kom selv ned nu fra Himlen og se!

Venus tilgiver det nok. Men vogt dig dog, Vældige, vogt dig,

at i Beundringen ej Sværdet dig synker af Haand.

Vid, at ved Øjnenes Ild, for Guder i Flammer at sætte,

Amor, den grusomme Gud, tænder sit Fakkelpar an;

hvad hun sysler end med, hvorhen sine Fjed hun saa vender,

følges af Ynde hun dog, lønligt hun smykkes derved;

løser hun Hovedets Baand, hende klæde de bølgende Lokker,

smykker hun kunstigt sit Haar, Pynten fortryller Enhver;

Hjerter hun tænder i Brand, naar i Purpurkaaben hun pranger,

Hjerter hun tænder, naar kun simpelt i Hvidt hun er klædt.

Saadan en Magt Vertumnus kun har paa højen Olympus:

tusindfold smykker han sig; tusindfold Ynde han har.

Hun fortjener alene blandt Pigerne Gaver fra Tyrus,

Uldtøjet blødt, som i dyr Farve blev dypped saa tidt;

eje hun burde, hvad hist paa Arabiens duftende Sletter

Dyrkeren samler, en Skat Virak og Røgelse fin,

alle de Perler, som henne ved Indiens rødlige Strandbred,

nærmest ved Østens Sol, samles af brunlige Mænd.

Priser da hende — du Phøbus, saa stolt af Skildpaddelyren,

samt I Muser — med Sang nu paa den festlige Dag!

Gid hun i mangt et Aar maa nyde den vanlige Hyldest;

thi mer værdig jer Sang finder I aldrig en Mø!