Macer drager i Krig. Hvordan gaaer det med Amor, den kjælne?
Følger han med, har han kjækt Rustning om Skulderen lagt?
Er det hans Agt at drage ved Mandens Side med Vaaben
snart ad Vejen saa lang, snart over vildene Hav? —
Hævn dig, mægtige Barn, dit rolige Liv han foragted,
kald du Flygtningen strengt under din Fane paany!
Men, er du skaansom mod Krigere, vel, saa vil jeg være Kriger,
vil som simpel Soldat hente mig Vandet i Hjelm.
Jeg vil til Lejren. Farvel jeg Venus og Pigerne byder.
Kræfter fattes mig ej, følge Trompeten jeg vil.
— Ak Praleri! Hvor prægtigt de lukkede Døre kan standse,
hvergang jeg taler saa kjækt, Ordenes dristige Strøm.
Ofte jeg svor: Nej aldrig igjen til Døren jeg kommer;
ærlig var Eden — og dog Foden tilbage mig trak.
Amor, Tyran! gid jeg snart saa Pilene — grusomme Vaaben! —
sønderbrudte, gid snart Faklerne slukte jeg saa!
Thi mig Stakkel du piner; mig selv du nøder at ønske
Ondt, aftvinger min Mund Vanvids bespottende Ord.
Endt havde Døden forlængst min Kval, naar ej Haabet: «Imorgen
bedre det bli’er» mit Liv næred med skuffende Trøst.
Haabet gi’er Bonden sit Brød, thi Haabet til pløjede Furer
Sæden betroer, som rigt gives med Renter igjen;
Haabet Fuglene fanger i Snaren og Fisken med Snøren,
(Krogen saa liden og tynd skjules af Maddingen først);
Haabet trøster en Fange, som bindes af vægtige Lænker,
klirrer end Jernet om Ben, synger han dog ved sit Slid.
Haabet lover mig Nemesis’ Gunst. Selv giver hun Afslag.
Grusomme Pige, byd ej selve Gudinden dog Trods!
Skaan mig, hør dog min Bøn ved din Søsterlils tidlige Dødsbaal!
Gid hun hvile med Fred, favnet af Graven saa ømt!
Helligt mig er hendes Minde, til Graven bringer jeg Gaver,
Krands jeg hænger derom, dugget af Taarer, jeg græd.
Hen til Gravhøjen flygte jeg vil, hendes Aske, den tavse,
ydmyg anraaber jeg der, klager for hende min Nød.
Stadigt taaler hun ej, hendes Ven maa græde for din Skyld.
Hør gjennem mig hendes Røst: Vær imod Elskeren mild!
Vogt dig! Trodser du Skyggen, da sender den plagende Drømme.
Slumrer du, staaer ved din Seng Søster, — et sørgeligt Syn —
som hun styrtet i knusende Fald fra det taarnhøje Vindu’
kom til Dødsrigets Vand ganske besudlet med Blod . . . .
Holdt! Jeg vil ikke forny min Elskedes grusomme Smerte;
jeg er ej værd, at hun græd ikkun en eneste Gang.
Hun er for god til med Taarer at skjæmme de livfulde Blikke.
Koblersken kun er mig fjendsk, Pigen er Godheden selv.
Mig viser Koblersken bort, men lønligt Breve for Andre
bringer hun skjult ved Barm frem og tilbage saa tidt.
Ofte, skjønt godt jeg fornemmer min Elskedes Stemme derinde,
spærrer hun Døren mig dog, negter dig hjemme saa fræk.
Ofte, naar natligt Stævne mig lovedes, melder hun enten,
Pigen er syg, eller og, ikke for Trusler hun tør.
Sorger nage mig da; fortvivlet Sindet mig maler,
hvo der har Pigen i Favn, ak, og de tusinde Kys.
Koblersken da jeg forbander. Opfyldte kun Guder mit Ønske,
ja, blot den ringeste Del, fik hun af Græmmelse nok.