Ak jeg var stolt, jeg praled saa rask, at om Skilsmisse fra dig
brød jeg mig lidt; men nu mistet min Kjækhed jeg har.
Uro mig tumler omkring, som en Top paa Jorden sig snurrer
rask, naar den øvede Dreng driver den rundt med sin Pidsk.
Plag mig, Trodsige, pin mig nu kun, forbyd mig at tale
stolt herefter og tæm Tungens for dristige Sprog!
Skaan dog heller, jeg beder ved Nætternes lønlige Favntag
og ved dit Hoved, som tæt Venus lagde til mit!
Husk, da du mat paa Lejet laa strakt af den hæslige Feber,
saa var det mig, hvis Bøn frelste fra Døden dit Liv.
Medens den gamle Hex fremmumled de magiske Sange,
svang jeg et Røgelsekar fuldt af det rensende Svovl.
Omhu jeg bar for din Søvn, til de skrækkende Drømme jeg ofred
Kornene blanded’ med Salt; aldrig de skaded mig da.
Selv med Klædningen løst og med Offerbaandet om Panden
nifold Offer ved Nat har jeg til Trivia bragt.
Intet jeg spared; men, ak, nu nyder en Anden din Elskov;
hvad mine Bønner har frelst, ejer den Heldige nu.
Dog i min Daarskab jeg drømte mig da, naar bare du frelstes,
Livets Lykke, men ak, Guderne vilde det ej:
Jeg skulde dyrke min Jord, du, Delia, Opsynet føre,
hvergang man tærsked vort Korn, tørret af varmende Sol;
du skulde Druernes Saft i Lædersækkene gjemme
samt den hvideste Most, perset af hurtige Fod;
du skulde tælle vort Kvæg. Til den kjærlige Husmoders Arme
Trællens snaksomme Purk vilde med Munterhed ty.
Fromt vilde Bondens Gud du for Vinhøst Druerne bringe,
Offerretter for Kvæg, Ax for det høstede Korn,
du skulde Tyendet styre, du passed det Hele med Omhu,
Intet i Huset var jeg, dog det fornøjed mig just.
Og naar min Ven Messalla saa kom, de sødeste Frugter
plukked du, Delia, selv strax fra dit ypperste Træ,
travl for den herlige Mand du sørged og viste ham Hæder,
selv du dækkede Bord, varted ved Maaltidet op.
Saaledes drømte jeg da, men Billedet fejes af Vinde
bort til Armenien hist, Røgelsers duftende Hjem.
Ofte jeg søgte med Druen at jage paa Flugt mine Sorger,
men i min Kjærligheds Nød blandtes med Taarer min Vin.
Ofte jeg slynged min Arm om en Anden, men nærved et Favnlag
randt du mig atter i Hu, Elskoven glemte jeg rent.
Pigen forlod mig da vred og raabte, jeg vist var forhexet;
i sin Fortrydelse dig klaged for Troldom hun an.
Ej dog koglende Sang, men dit Aasyn, Armenes Skjønhed,
Lokkernes lysgule Strøm Skyld i Fortryllelsen var.
Thetis, Havets Gudinde, du ligner, da hun til Pelevs
fordum paa bidslet Delfin red over blaalige Hav.
Ak, min Skade var den, han var rig, den Bejler, som vandt dig,
snedig Koblersken var, hun, som forvoldte mit Fald.
Gid den Kvinde til Straf sig af blodige Spiser maa nære,
Bægre med Galde fyldt tømme med Blodet om Mund!
Gid en Spøgelsehær, som med Hylen forbander sin Skjæbne,
om hende flagre, fra Tag skræmme Natuglernes Skrig!
Dreven af rasende Sult hun Græsset fra Gravene rive,
Aadslet, den graadige Ulv levned, hun søge som Kost!
Gid hun maa styrte med Hylen afsted gjennem Byernes Gader
nøgen, gid Hundenes Flok hende forfølge saa bidsk!
Guden gi’er Tegn; det skeer! En Elsker beskjærmes af Himlen,
Venus hævner et Brud, naar det var ikke forskyldt.
Delia, hør ikke paa, hvad Hexen pengegridsk raader!
Tro mig, med Gaver kan ej Kjærlighed længe bestaa!
Tag dig en Fattig til Elsker! Han holder sig tæt ved din Side,
aldrig forlader han dig, tjener dig stadigen tro.
Tag dig en Fattig til Elsker! Han følger dig tro gjennem Trængsel,
baner dig Vej, og mod Tryk skjærmer han dig med sin Arm.
Tag dig en Fattig til Elsker! Han følger dig lønligt til Venner,
løser fra snehvid Fod Baandet, som holder din Sko.
Ak, jeg spilder min Sang. Din Dør dog aabner sig ikke,
rørt af mit Ord; med en fuld Haand maa man banke derpaa.
Du, som har hendes Yndest, maa frygte den selvsamme Skjæbne,
Lykken jo flyver forbi let paa det rullende Hjul.
Visselig ej uden Grund en Mand ved Døren man ofte
seer, lidt kigger han frem, løber saa atter igjen,
lader, som om han gaaer Huset forbi, men naar Gaden er øde,
kommer han atter igjen, hoster ved Døren til Tegn.
Vistnok en hemmelig Elsker, som Noget har for! Medens Tid er,
nyd din Lykke, min Ven! Søen er rolig endnu.