Stærkere Vin! — Medens Smerten er ny, skal Vinen den dulme,
at paa mit Øje saa mat Slummer kan sænke sig ned.
Men naar min Tinding beruses af Vin, maa Ingen mig vække.
Und min Kjærlighed Ro, den er ulykkelig nu!
Thi under streng Bevogtning man holder min elskede Pige,
Døren for Huset er stærk, lukt med ubrydelig Laas.
Dør, som er mig saa grum, til Straf skal du pidskes af Regnen,
skal efter Juppiters Bud rammes af Lyn, han har sendt.
Dør, opluk dig alene for mig — min Klage dig røre —
pib med Hængselet ej, naar jeg dig aabner i Løn!
Hvis i mit Vanvid nys jeg skjældte dig ud, saa tilgiv mig!
Over mit Hoved selv komme, hvad Ondt jeg har sagt!
Husk dog endelig paa, hvor tidt, hvor meget jeg bønfaldt,
medens jeg hængte paa Karm blomstrende Krandse til Pynt!
Delia, vær dog ikke forknyt, men nar din Bevogter!
vov det! Venus selv kommer de Kjække til Hjælp.
Venus hjælper, naar Døren er ny, som Ynglingen stormer,
hjælper, naar Pigen fra Dør trækker den stængende Slaa;
Venus lærer fra Lejet umærkeligt bort sig at snige
lærer at liste sig frem stille med lydløse Trin,
lærer, naar Manden er hos, at tale med Vink og med Fagter,
tolke med aftalt Tegn lønligen Kjærligheds Ord.
Dog hun lærer ej Alle, kun den, der rask og forvoven
rejser fra Lejet sig flink midt i den bælmørke Nat.
Skjærmet af Venus han gaaer, Banditter møde ham ikke,
som ham saare med Dolk, røve ham Klæder og Pung.
Hver, som har Elskov i Hjertet, kan gaa saa trygt — han er hellig —
hen overalt, bør ej frygte for Overfald mer.
Vinternætternes stivnende Frost, den skader mig ikke,
Regnens strømmende Skyl, det gjør mig slet ingen Men;
gjerne jeg døjer Strabads — blot Delia aabner mig Døren,
kalder mig ind med Vink (tavst er Fingerens Sprog). —
Lukker Øjnene til, hvis I møde mig, Mand eller Kvinde!
Venus byder: fordølg Elskerens lønlige Vej!
Skræmmer ham ej ved Føddernes Larm, udspørger ham ikke,
bort med Faklen fra ham, bort med det spejdende Blik!
Om du ham dog tilfældigvis seer, saa røb det dog ikke,
sig — og besværg det endog dyrt: du har glemt det igjen.
Sladrer Nogen derom, saa hævner det visselig Venus.
Husk, hun er født af Blod, født af det rasende Hav!
Men, om ogsaa man sladrer, saa troer din Mand det dog ikke,
det har en troldkyndig Hex lovet mig sikkert og vist.
— Og jeg har seet, at Stjernerne selv adlød hendes Villie;
Floden forandrer sit Løb flux ved den koglende Sang;
Jorden aabner sig brat, og af Gravene Skygger sig rejse;
Lig, som brændtes paa Baal, kaldes tillive igjen;
Underverdenens Hær gaaer frem ved de magiske Sange;
stænker hun den med en Saft, synker den nedad igjen;
vil hun, driver hun bort de mørknende Skyer fra Himlen;
vil hun, kalder hun frem Sneen i Sommerens Tid;
Ene hun kjender endnu Medeas, Giftblanderskens, Urter;
ene hun tæmme formaaer Hekates rasende Hund. —
Trylleformler hun gav mig, dermed kan Manden du blænde.
Sig dem tre Gange frem, naar du har sagt dem, saa spyt!
Saa vil han slet Ingen tro, der Ondt om os ham beretter,
ikke sig selv, hvis han saa, hvordan vi favnedes ømt.
Tag dog aldrig en Anden til Elsker! Det mærker din Mand strax.
Husk, det gjælder kun mig, at han har mistet hver Sands!
Hexen mig sagde, hun mægted endog — kan jeg tro det? — at løse,
enten med Sang eller Urt, Kjærlighedslænken, jeg bær’.
Ind hun mig vied ved Faklernes Blus. Til Troldommens Guder
har hun en maaneklar Nat ofret et sortuldet Lam.
Kjærlighedslænken ej løs! — jeg bad — bind dermed os begge! —
Kunde jeg skilles fra dig, aldrig jeg vilde det dog.
Haard som Jern var jo den, som, uagtet han kunde dig eje,
hellere rejste til Krig bort efter Bytte, den Nar!
Lad da kun ham med Sejr forfølge de fjendlige Skarer,
rejse sin krigerske Lejr paa den erobrede Grund,
lad ham sidde paa Gangeren rap, af Alle beundret,
ganske bedækket med Guld, ganske bedækket med Sølv!
Er jeg, min Delia, kun hos dig, skal jeg Studene gjerne
spænde for Plov og, som vant, vogte paa Bjerget min Hjord.
Undes mig kun at holde dig tæt i mit kjærlige Favnlag,
hviler jeg sødt, om jeg saa sover paa Jorden saa haard.
Sengen med Purpur opredt, hvad er den uden Kjærligheds Lykke?
Natten er kjærkommen ej, thi den henvaages i Graad.
Søvnen kommer ej did trods Dyner og brogede Tæpper,
ja, trods Springvandets mildt dyssende, stille Musik. —
Naar har, mægtige Venus, min Tale fornærmet din Guddom?
Voldte da Tungen min Straf ved et ugudeligt Ord?
Klager man over, at jeg gik besmittet ind i dit Tempel,
at fra dit Alter min Haand røved den hellige Krands?
Dersom en Synd jeg begik, vil i Templet jeg angerfuld knæle,
der bønfalde med Kys Tærskelens hellige Sten,
henad Gulvet jeg ydmyg paa Knæ vil slæbe mig fremad
og imod Tempelets Dør støde mit Hoved i Sorg.
Du, som med Skadefryd leer ad min Ulykke, vogt dig; thi snarlig
kan dog en Gud, ja fler, ogsaa mod dig vorde grum.
Mangen, jeg spotte har seet ad Elskov og Ynglingers Klager,
bøjed som Olding selv Nakken for Kjærligheds Aag;
Elskovs Ord med skjælvende Røst han prøved at stamme,
vilde saa gjerne lidt net ordne det graanende Haar;
Skam han satte tilside, den Skjønnes Dør han belejred,
midt mellem Sværmen paa Torv holdt hendes Terne han fast.
Saa man forliebt en Olding, da stimled Ynglinger, Drenge
om ham og spytted i Barm (Varslet jo holdes for slemt).
Skaan mig, Venus! jeg tjente dig jo med Hengivenhed stedse.
Vær ej grusom! stik ej selv dine Lader i Brand!