Den døde:
Kommer Du der min lille Veninde
og standser ved min Grav —
Sæt Dig kun her paa den mossede Sten,
jeg sidder i Græsset ved Siden af.
Pigen:
Jeg hører Din Stemme, jeg mærker Din Aande,
men jeg ser ikke Dig og Dit Ansigt.
Er Du da et gyseligt Genfærd
og ikke min Ven og min Kæreste?
Den døde:
Jeg er Din Ven, jeg er Din Kæreste
— Gem ikke Dine Øjne bag Dine Hænder —
skulde Du være bange for Din egen Ven,
da var det nok første Gang.
Pigen:
Nu ryster jeg ikke mere for Dig,
Nu ræddes jeg kun for de andre —
alle de andre under Muld og Stene —
jeg synes jeg hører deres Trin.
Den døde:
Alle de andre er ikke her,
de er borte paa andre Kloder —
ene undtagen et lille Barn,
er jeg eneste Mand mellem disse Grave.
Ene undtagen et lille Barn,
hvis Moder skriger af Savn.
De andre er glemte som faldne Blade.
Kun Stenene husker deres Navne.
Pigen:
Men naar mine Sukke og mine Taarer
binder Dig til denne Jord,
saa maa jeg jo bide mine Tænder sammen
og brænde mine Øjne ud.
Den døde:
Det er ikke Dine Sukke ejheller Dine Taarer,
der kaster sin Lænke om mig,
det er alene Din rige Kærlighed.
Den Lænke tynger ikke haardt.
Livet det er en Pogeskole
og Døden den sidste Prøve,
lærte man ikke Kærlighed
saa var det hele forgæves.
Alle de andre elskede ikke,
de længtes mod fjerne Egne.
Tilbage blev jeg, og den lille Pige,
hvis Moder staar der ved Træet.
Den der blev elsket og elsker igen
kan vælge sin egen Himmel.
Jeg valgte at blive i disse Egne,
hvor min Elskede plukker smaa Blomster.
Men nu vil vi sammen gaa over Diget
og følge den smalle Sti.
Læg kun Din Arm omkring min Skulder
og sig om Du synes Din Ven er kold.
Ja vi vil finde vore gode Steder
mellem Tuerne nede ved Fjorden.
Husker Du den døde Maage Du fandt?
Inat skal den flagre om Din Skulder.
Fordi Din Kærlighed er større end andres,
skal ingenting dø for Dig.
Alt hvad Du mente var evigt mistet,
det kommer igen til Dig.
Disse Bølger som klapper mod Sandet,
det er de selvsamme Bølger,
som risled om Dine og mine Ankler,
naar vi soldrukne fulgtes i Vandet.
Nu dufter Tangen grødefuldt
og Fjorden drager sit Vejr.
Rylen standser sit hastige Løb
og kommer os ganske nær.
Fyret blinker i det fjerne.
Maanen skjuler sit Ansigt.
En flagrende Lok af Dit frodige Haar
kildrer sagte min Tinding.
Det Du ikke elsker Veninde
det falder hen som Skum.
Mærked Du nogentid større Lykke
end her hos Din døde Ven?
Det Din Kærlighed skinner paa
rejser sig som Blomster i Sol.
Føler Du, min Mund er lige saa varm,
som da jeg mødte Dig første Gang.
Nu sidder vi godt hos hinanden
og ser mod Dagen der kommer.
Flet Dine Fingre i mine Fingre
nu vil vi ikke mere skilles.