Intet svaler mit Sind som et Vers — eller en Kvinde i Sten.
Solen strømmer lystigt mod dine Statuer. Ingensteds putted’ sig sødere Skygger end dem, du skabte.
En Lyst for seende Mand og for blind Piges glidende Fingre.
Vorherre ler i sit Telt: Mageløse Mand! En Gang har jeg selv i Ben skaaret en Arm og en lysende Bagdel til Adams skrækblandede Glæde.
Mester — dine Stenfolk lever.
Dit Blod er varmt nok til mange.
Se — Stenen aander. Barnets Pulse gaar under Søvnen. Se — nu drikker han graadigt af Moderens fuldbaarne Frugt.
En Gang skal din skabende Haand falde hen som et lavt Relief i Leret.
Dit Hjerte skal staa som et Kimblad af en fortidig Plante. Ja — du skal dø. Du skal dø.
Men dit Navn skal leve — dit drengeagtige Navn skal faa Klang, skal faa Drøn gennem Tiderne — indtil den Nat, da Stjernerne sidste Gang iler over Himmelen til det store brændende Møde.