Doris.
Hvi qvæler Kummer tit din Røst?
Hvi perle Taarer i dit Øie?
Hvi hæver sig saa tunge dit Bryst?
Kan Venskab selv dig ei fornøie?
Tal, Cælia, til dette Hierte!
Du kiender det fra Barndoms Dag:
Det villigt deler al din Smerte,
Men ængstes ved dit tause Nag.
Har En, som leed, for dig beklaget,
Han tro’de sig forladt af Gud?
Har Ungdoms Venner dig bedraget,
Og Falskhed leet din Kummer ud?
Brød Skumleren din Rolighed,
Og spredte Haan paa Uskylds Dage?
O! det er grumt! men Hiertets Fred
Kan ei Miskiendelse betage.
O! bryd din Taushed! Bedste, siig,
Hvad Ungdoms Munterhed nedknæer?
Ak! — skuffed’ tidlig Elskov dig? —
Jeg spørger, — og for Svaret gruer.
Cælia.
Ja, Elskov, Elskov mig bedrog:
Jeg tro’de Løvter, Smiger, Eeder:
Nys høit af Fryd mit Hierte slog,
Og nu forladt om Trøst det leder.
Forgieves skal det søge den
Selv i din hulde Barm, Veninde!
Ak! den som misted’ elsket Ven,
Skal ikke let Erstatning finde.
Alt regner jeg den tolvte Dag
Fra sidste Stund, da han bortvandred’:
O Cleon! hvo mon dig forandred’,
Og dig forledte til Bedrag?
Doris.
Hvad? Cleon? — Han din Elsker var?
En rædsom Nyhed du fortalte:
Viid, ogsaa jeg ham elsket har!
Viid, Cælia! jeg min ham kaldte!
Jeg hørte jevnligt ved min Fod
De søde Troldoms-Ord, du kiender:
Du veed, han synes kun saa god,
Og stille sig, som om han brænder.
Den Falske snart min Elskov fik:
Hvo tænkte, Cleon var Bedrager?
Men grusomt er det Øieblik,
Som os den Elskedes Svig opdager.
Ja, jeg har elsket: ei jeg veed,
Om jeg skal meer min Sorg forvinde;
Men, at for Een vi begge leed’,
Skal evigt fast vort Venskab binde.
O! lad os vandre, Haand i Haand,
Og samlet kæmpe, samlet lide!
Maaskee det hæver boiet Aand,
At fælleds er den Strid, vi stride.
Vor Barm er reen, skiønt glædetom;
Vi sørge for en Andens Brøde:
Kun den mishaabe bør, der kom
Uskyldigt Hierte til at bløde.
Maaskee, naar Tidens Almagt har
Udslukt den Ild, som nu vi nære,
Skal Cleon mindes hvad han var,
Og skyldfri ønske sig at være.
See, Morgensolen nys fremstod,
Og Nattens mørke Taager svunde,
Og Liv og Fryd, og Haab og Mod
Op i dens Straalefloder runde.
Saa smiler nu Fornuftens Magt,
Og smiler Fred ind i mit Hierte:
Maaskee det snarligt vorder sagt:
Da lindre din Fornuft min Smerte!
Thi lad os ved hinandens Side
Forvente sidste Aandedræt,
Og samlet græde, samlet stride,
Og samlet finde Striden let!
M. S. Buchholm.
