Natten hørte tit min Klage,
Maanen ofte saae min Graad;
O! thi mangen, mangen Plage
Blev paa Livets Vej min Lod.
Taaren fra mit trætte Øie,
Klagen fra mit klemte Bryst,
Mindsked’ ikke Dagens Møie,
Levned’ Hiertet ingen Trøst.
Selv ved Harpens elskte Strænge
Sparsom Lise snart forsvandt;
Selv i Flora’s blide Enge
Ingen Lindringsblomst jeg fandt.
Alt var stille, traurigt, øde,
Hvor med tunge Fied jeg kom;
O, men see! et Guddoms-Møde,
Blev mit Hiertes Lægedom.
Venskab, huld, som Haabet, ilte
Jevnligt til min Vandring hen,
Favned’ mig, og kierligt smilte
Fred til knuste Barm igien.
Da blev Engens hele Grønne,
Hver dens Blomster kiært for mig;
Da blev’ Kummers Dage skiønne,
Veemods-Taaren dulgte sig.
Keed, o Ven! af Stadens Fængsel,
Og af keedsfuld Vinterstrid,
Ilte jeg med bange Længsel,
Og med nøisomt Ønske hid.
Ro, kun Ro mit Hierte søgte
I Naturens Moderarm,
Der, hvor Skovens Sanger spøgte,
Haabed’ jeg at dysse Harm.
O! gid sande Glæder vorde
Deres Løn, mig her modtog;
Meer, end hvad jeg haabe torde,
Mig til Ro, til Fryd hendrog.
For de blide Morgenstunde,
Som her svunde ilsomt frem;
For hver Fryd i Egnens Lunde
Skal jeg evig signe Dem. —
Livets Morgen alt jeg leved’:
Lyse Timer hastig flye;
For min Middagssol sig hæved’
Tyk og rædsom Tordenskye.
O! min Aften snart skal graane:
Alderbøiet gaaer jeg da,
Smil af Andres Smil maae laane,
Stirrer did, jeg udsprang fra.
Og, naar Dødens Time lyder,
Fro betaler Jordens Krav —
Held mig da, om Venskab yder
Følte Taarer paa min Grav.
Held mig, Ven, om Du og Dine,
Hver en God, som kiendte mig,
Klaglig nævner mig blandt Sine,
Siger: “Gud velsigne dig!”
“Du har Ingen villigt harmed’;
“Du mod mange Sorger streed:
“Derfor Gud sig huld forbarmed’,
“Kaldte dig til Himlens Fred!” —
M. S. Buchholm.
