Evig herske du paa Jorden,
Du, hvis skiønne Lod er vorden
At forlindre Sorgers Vee!
Døv Betrængtes Vaanklage,
Byg din Throne over Plage,
Og din blide Villie skee.
Iil derhen, hvor Misnød dræber,
Hvor det trykte Hierte stræber
Under Armods tunge Vee!
Let den Arme, lad ham haabe,
Tillidsfuld mod Himlen raabe,
Og sin Redningstime see!
Iil til den, som mat udstønner
Kun om Lise hede Bønner,
Sted i Pinslers haarde Vee!
Byd ham ved din fromme Lære,
Smertens Anfald modig bære;
Her din Guddoms Kraft sig tee!
Iil den Sørgende imøde,
Som, da elsket Ven hensøde
Saae sit Liv opfyldt med Vee!
Vend hans Blik mod Evigheden!
Glad han føle, kun herneden
Rammer Dødens skarpe Lee!
Glem ei den, som svegen græder,
Som sig føler død for Glæder,
Og for Elskov lider Vee!
Trøstefuld derhen du ile,
Byde Hiertets Storm at hvile,
Haabet vaagne smilende!
Du, hvis Kald det blev at lære
Jordens Børn med Kraft at bære
Livets mangehaande Vee,
Glem ei Nogen, læg hvert Hierte!
Dys i Søvn hver Sorg, hver Smerte,
Og din blide Villie skee!
