Eschilds Fortælling
(En Romance.)
(En Romance.)
I landlige Roe, ved det Fæderne-Bord,
Sad Eschilds opvoxende Sønner,
Blidt Tiden hensvandt under vexlende Ord
Om Dyder, som Himlen belønner.
Den Fader fortalte dem Oldtidens Daad,
Men endte hver Tale med faderligt Raad:
Bliv gode, J elskede Sønner.
Skiønt er det at nytte et drabeligt Sværd;
Taknemlig erindres hans Rygte,
Der kiæmped’ som Helt i den blodige Færd,
Og lærte sin Fiende at flygte;
Men skiønnere mindes til sildigste Dag
Den Gode, som deri fandt dydig Behag,
At hielpe hvem Skiebnen nedtrykte.
Han lever i Fred, og hans Dage hengaae
Saa lette som Bækken den flyder,
Med rolig Bevidsthed han haabefuld saae
Den Grav, som til Løn ham indbyder.
Og naar den til Hvile ham fredlig indbød,
Erkiendtlig man signer den Mand, der var god,
Og taler saa tit om hans Dyder.
O Sønner! I høre! I glemme dog ei
Fortælling fra aldrende Fader,
Den trøste jer Siel, om paa Lidelsers Vei,
I Livet bekymrede hader.
Viid, Elskte! selv Dyden Bekymringer har;
Men den, som retskaffen i Handlinger var,
Ei Himmelens Herre forlader.
Fra tiende Aar jeg erhverved’ mit Brød;
Min Fader og Moder var’ døde.
Af Arbeide trættet min Hvile var sød,
Og froe jeg saae Dagen i Møde.
Mit Hierte var let; thi min skyldløse Barm
Ei kiendte til Nag og fortærende Harm,
Som Lasternes Glæder fremføde.
Eline opvoxed uskyldig som jeg,
Vor Fritid hensvandt under Lege,
Troskyldig vi spøgte, og anede ei
De Luer, sig daglig indsmøge.
Vi fandtes med Glæde i skyggende Lund,
Adskiltes saa nødig i mørknende Stund,
Ei vidste hvor Timerne vege.
Vor Elskov som Dagene voxede med,
Men frygtsom vi mærked’ den lued;
Eline var riig — jeg fattig — vi græd,
Og skalv for den Skilsmis, os trued.
Da trykked mig Armod den eneste gang,
Min Nat den var søvnløs, min Dag den var lang,
Og haabløs i Tiden jeg skred.
Da sukked jeg tungt af en inderlig Qval,
Og langt fra min Elskedes Arme
Jeg vandrede træt i eensomme Dal,
Bad Himlen sig vilde forbarme!
En Aften da trøstesløs henslængt jeg laae,
En Olding saa blid som en Engel jeg saae;
Han spurgte: hvi græder Du Arme?
Jeg elsker, saa svarte jeg stammende da,
Og elskes af huldbeste Pige;
Men o! hun er riig, og et glædende Ja
Skal gierrige Fader ei sige.
Kom viis mig, han sagde, til Faderens Gaard;
Og var han end karrig, ubøielig, haard,
Der flere end han ere rige.
Med værdige Lader i Huset indsteeg
Den Gode, og blid var hans Tale:
" Hør, sagde han, Rigdom er Daarenes Leeg,
" Kun god, naar vi Pligt kan betale;
" Kan fryde en ædel, men undertrykt Siel,
" Velgiørende stræbe for Menneskets Held,
" Opvaagne dets Glæder af Dvale.
" Din Datter er elsket, og elsker igien,
" Der staaer hun, af Mismod hentæret;
" Der staaer hun, Din Datter, snart visner hun hen
" Som Blomsteret, der Ormen har næret.
" O! ræk dem en faderlig signende Haand;
" Ei Armod skal hindre Lyksaligheds Baand;
" Held mig! at mig Gods er beskieret.
" Mig Himlen tildeelte lyksalige Kaar,
" Min Rigdom opvoxed som Floder;
" Jeg eied ei Børn; nu Arving jeg faaer!
" Kom Eschild! omfavn mig som Broder.
Da rørtes den Gamle — paa rynkede Kind
Faldt perlende Taarer — Eline blev min,
Blev eders velsignede Moder.
Ret længe han høsted Velgjørenheds Løn,
Hver Morgen han til os heniled,
Og dette var Fryd med vor førstfødte Søn;
Han jevnlig i Græsset sig hviled.
O Du! som først skienkte mig faderlig Lyst,
Hvor elsked han Dig! ved hans kierlige Bryst
Du ofte uskyldig har smilet.
Vi saae ham hiemvandre, hans salige Blund
Var blid som hans henbragte Dage,
Som Solen, der smiler i Aftenens Stund,
Saa rolig han vandred tilbage.
Vi græd for vor Fader, vor trofaste Ven;
Men Tanken, at see ham i Himlen igien,
Formindsket vor billige Klage.
O Sønner! velsigner den Dydige, naar
Jeg hviler i Graven hos Fædre.
Fra Ungdoms til Alderens seneste Aar
Hans Minde ved Godhed I hædre.
Da naar I betale Naturen sit Krav,
Erkiendtligheds Taarer skal væde jer Grav,
Og I skal indgaae til det Bedre.